Fastetiden

Bevægelsesmønsteret i fastetiden er vertikalt: ned-op.

Fordybelse er afsæt for påsken, men bevægelsen nedad er ikke bare en engangsbegivenhed af kort varighed, som vi lettede kan lægge bag os og betragte som overskrevet af opstandelsesspringet fra dødsrige til jord til himmel. Dybet forsvinder ikke, så længe tiden er. Fastetiden fastholder os på det faktum.
 
Nøgen, nøgtern og uden sentimentalitet er fastetiden en koncentreret kerne i kirkeåret.

Det går ned, og det går op i de to kernesalmer af Luther, Af dybsens nød, og Gud (496) og Nu fryde sig hver kristen mand (487). Melodierne af Johann Walter begynder begge med et stort spring ned og op, hhv. kvinten og kvarten. Salmerne udtrykker erfaring af den virkelighed, som er døden og djævelens ødelæggende hærgen i verden og blandt mennesker. Realiteterne er indtrængende og personligt beskrevet i jeg-form. Lænker og fængsel er de sagsvarende billeder på den tilstand. Hertil passer som handske om hånd den bogstavelige betydning af frelse - frihalse en træl. Ned og op.

 

(udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth)