Trinitatistiden

Tiden i kirkeåret

Trinitatistiden beskriver det liv, den døbte skal leve. Kraften fra dåben giver mulighed for stadig vækst i Kristus, så hans billede i os fyldes stadig mere ud.
Trinitatistidens begyndelse har fokus på den ordentlige omgang med værdier.
Hvordan skal goderne forvaltes i tiden, så den svarer til evigheden?
Forholdet mellem tid og evighed fremstilles på disse søndage ikke som et modsætningsforhold, men i et udviklingsperspektiv. I trinitatistidens slutning er det derimod modsætningen, der trækkes frem ved hjælp af Johannes Åbenbaring og evangeliernes domstekster.

-

Tiden i naturåret

Efterårsjævndøgn nærmer sig. Det begynder at gå mod mørkere tider, umærkeligt først, for juli er sommer, og august er noget, der stadig ligner, men så stiger mørket også om aftenerne, og farverne bliver andre end den rene grønne.
En uge til, og så vender det. Mørket stiger, lyset svinder. Hvad er det så, der har kraften til at være det blivende? Kærligheden, svarer apostelen Johannes.

(udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth)