3. søndag efter påske (2. tekstrække)

22. april 2018 | Udarbejdet af Mads Haahr Callesen og Morten G. Ladehoff

Forslag til præ- og postludium

Præludium:
Dietrich Buxtehude: Rind nu op i Jesu navn
(125 orgelkoraler til kirkeåret)

Postludium: 
Johannes Brahms: Herzlich tut mich erfreuen, op. 122 nr. 4

 

Begrundelse for salmer og musik: 
Med præludium og første salme slås den majestætiske tone an i både musik og tekst - også den Guds majestæt, som det er umagen værd at søge ly hos. Linjen fortsætter med læsningen om den brændende tornebusk og med Petter Dass salme. Også Peters forkyndelse i anden læsning er klart monoteistisk, men det bliver klart, at Gud er den Gud, der har mødt os i sin korsfæstede og opstandne Søn. Salmen før prædiken forbliver i det førromantiske musikalske sprog, der har kendetegnet hele formessen, men med denne påskesalmes opstandelsesbudskab peger den samtidig frem mod vendepunktet - i gudstjenesten såvel som i historien...  Med evangelium og prædiken udfoldes dette vendepunkt: Den Gud, der talte til Moses fra tornebusken, hans Søn ligger nu til bords med sine disciple. Han vil selv være vejen, sandheden og livet fos os - og det er dog den samme Gud. Axel Madsens motet afspejler løftet til disciplene "jeg går bort for at gøre en plads rede for jer", men også "Nu blomstertiden kommer" kan - ud over at høre den smukke årstid til - være en efterklang af påskens forandrende nu. Efter prædiken vil både Aastrups og Smedegaard Andersens salmemuligheder betone Kristus som den, der har overskredet afstanden mellem himmel og jord for os, og begge de nyere salmer vil forlænge prædikenens "saglighed" ind over den efterfølgende salmes musik. Med nadversalmen og afslutningssalmen er vi hjemme i opstandelsens virkelighed, hvilket musikalsk afspejles i et romantisk musikalsk sprog. Sidstnævnte fortsættes med postludiet af Brahms.