Søg i helligdagene

 

13. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

26. august 2018

Denne hellige lektie skriver profeten Mika: »Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?« Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. Mika 6,6-8

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til Timotheus:
Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus – troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen. 1 Tim 1,12-17

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28

 

Teksten er hentet fra Bibelen i autoriseret oversættelse af 1992, og den gengives efter tilladelse fra Det Danske Bibelselskab.
© Det Danske Bibelselskab 1992.