Langfredag (2. tekstrække)

30. marts 2018 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Helligdagen 

Der er en tendens i teologi og kirke i nyere tid, at vægten i påskeforløbet flyttes fra Langfredag til Påskedag, en tendens, der måske er særlig stærk i Danmark, hvor østkirkens fremhævelse af opstandelsen og Kristi guddommelige natur har påvirket Grundtvigs "herligheds-teologi", hvor den vestlige og den lutherske tradition ellers fremhævede korset og inkarnationen og Jesu sande menneskelige natur. Det er dog vigtigt, at langfredag holdes fast som en vægtig helligdag, der tager skyld og lidelse alvorlig. Den der flygter fra livets afgrunde, så at sige narkotiserer livet ved at fortrænge angsten og det onde - vil heller aldrig få fat i opstandelsens livsbekræftende glæde. Korset er ikke et - omend nødvendigt - gennemgangsstadium, vi skal lægge bag os, men har blivende frelsende betydning. Det er en misforståelse at ville erstatte korset som kristent grundsymbol med den mere hyggelige krybbe. Uden alvor heller ingen glæde.  

Teksten (Lukas 23, 26-49) 

Tekster til langfredag handler om lidelse, om offer, om forsoning. Salme 22 er dagens grundtekst, idet hele lidelseshorien på en måske er formet som en slags udlægning af denne salme, der blive anvendt for at fortælle om Jesu død. Salmen skal læses som helhed, ikke kun de første ord, de indeholder både klage - og tro på Gud. Esajasteksten handler om offeret, om stedfortrædelse, at handle, give sig selv for andre. En grundstruktur i vores liv, vi har det, for at give det væk for andre. Korsfæstelsen hos Lukas skildres ikke som nederlag (som hos Markus), men som en forsonende sejr, endnu stærkere er det i den alternativ foreslåede Johannestekst, der skildrer Jesus død som en ophøjelse og fuldendelse. Hos Lukas er det dialogen med røveren, der står i centrum: Endnu i dag skal du være med mig i Paradis. 

Teologisk refleksion over helligdagen  

        "Min Tilhører, hvad enten Du selv har været, muligt er, en Lidende, hvad eller Du har lært Lidende at kjende, maaskee i den skjønne Hensigt at ville trøste: dette har Du vistnok ofte hørt, dette der er Lidendes almindelige Klage "Du forstaaer mig ikke, o, Du forstaaer mig ikke, Du sætte Dig ikke i mit Sted; var Du i mit Sted, eller kunde Du sætte Dig i mit Sted, kunde Du ganske sætte Dig i mit Sted, og altsaa ganske forstaae mig, saa vilde Du tale anderledes." Du vilde tale anderledes, dette vil efter den Lidendes Mening sige, ogsaa Du vilde indsee og forstaae, at der ingen Trøst er.

      Altsaa dette er Klagen; den Lidende klager næsten altid over, at Den, der vil trøste ham, ikke sætter sig i hans Sted. Vistnok har ogsaa den Lidende bestandigt nogen Ret; thi intet Menneske oplever ganske det Samme som et andet Menneske, og selv om saa var, det er nu engang den almindelige og fælles Grændse for hvert Menneske særligen, ikke ganske at kunne sætte sig i et andet Menneskes Sted, selv med sin bedste Villie ikke ganske at kunne fornemme, føle, tænke som et andet Menneske. Men i en anden Forstand beholder den Lidende Uret, forsaavidt han vil, at dette skal betyde, at der ingen Trøst er for Lidende; thi det kunde jo ogsaa betyde, at hvert Lidende skal søge at finde Trøsten i sig selv, det er hos Gud. Det var vel slet ikke Guds Villie, at det ene Menneske skulde kunne finde fuldstændig Trøst hos det andet; det er tvertimod Guds velbehagelige Villie, at hvert Menneske skal søge den hos ham, at, naar de Trøstegrunde, som Andre byde, blive ham smagløse, at han saa søger til Gud, følgende Skriftens Ord: haver Salt i Eder selv og holder Fred med hverandre. O, Du Lidende, o, og Du, som maaskee oprigtigt og velmeent ønsker at trøste: strider dog ikke den unyttige Strid med hinanden! Du Medlidende, viis Du sand Medlidenhed, ved ikke at gjøre Fordring paa ganske at kunne sætte Dig i den Andens Sted; og Du Lidende, viis sand Skjønsomhed ved ikke at fordre det Umulige af den Anden - der er jo dog Een, der ganske kan sætte sig i Dit som i enhver Lidendes Sted: den Herre Jesus Christus." (Søren Kierkegaard)