Mariæ bebudelses dag (2. tekstrække)

18. marts 2018 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

Søndagen 

Naturår og kirkeår spiller sammen på mange måder. Forårsjævndøgn falder nær ved Mariæ Bebudelsesdag. Dag og nat er lige lange, men dagen begynder at rykke fra natten som væddeløbsheste, der ligger hoved ved hoved, indtil den ene ved yderste anstrengelse kommer foran, først et hestehoved, så en halv krop, og så i fuld længde fri af sin modstander.  

Tidligere var Mariæ bebudelsesdag ikke en søndag, men datofast 25. marts som en del af julefestkredsen. Ni måneder senere føder Maria barnet.  

Efter helligdagsreformen 1770 blev Mariæ bebudelsesdag henlagt til 5. søndag i fasten og overskrev således de gamle tekster til denne søndag, kaldet passionssøndagen. Passionsmotivet kan ikke undgå at spille med. Det er passionstidens begyndelse, den mest traditionsrige og fortættede kirkeårstid. 

Kirkeårets julekreds og påskekreds støder sammen denne søndag:

Lys, styrke og det at få livet i fejringen af Mariæ bebudelsesdag.

Mørke, afmagt og det at give livet i fejringen af Passionssøndagen 

Det er således en dag med et voldsomt "Clash of Interpretations".

Det bedste udlægningssted er dåb og nadver. Her bliver modsætningerne via dialektik omformet til livskraft.

Oktaven, ottendedagen, er som altid i den liturgiske forestilling både gentagelse og ekstra trumf på højhelligdagens fejringsemne.

Festen på  fødselens ottendedag repeterer derfor fødselens under, inkarnationen, Guds menneskevordelse, og giver den ekstra dimension, at hans menneskelighed bekræftes. Omskærelse og navngivning er et ja til livets vilkår i familie-, folke-, kultur- og trosfællesskab.

Teologisk refleksion 

Sammenstød af modsatte begreber klinger med retorisk effekt i epistelen 1 Kor1, 21-31: dårskab-visdom, svaghed-styrke, fornedrelse-stolthed.

Et kors for tanken, lyder det folkelige mundheld. Liv og død løber på banen, hoved ved hoved, i grammatisk juxtaposition. Gudstjenestens udlægning skal vare sig for at gøre sig sagen for let, forudsige udfald eller tilføje formidlende forholdsord.   

Den kontrastfyldte spænding fortættes og forstærkes i Marias lovsang, Magnificat. Den mægtige fødes i det svage, den høje forener sig med det lave. Der er vendt op og ned og byttet om på alle niveauer.