3. søndag i fasten (2. tekstrække)

4. marts 2018 | Udarbejdet af Jens Torkild Bak og Birgitte Ebert

Hvad er sandhed?

Vilhelm Hammershøi: Stue. Den gamle bilæggerovn. 1888I fastetidens tekster gennemspilles stadigt mere intensivt kampen mellem godt og ondt, Gud og djævel. Kampen handler dybest set om, hvad sandhed er. Kampen har således både en følelsesmæssig (moralsk) dimension og en intellektuel.
Man bør aldrig glemme, at i konflikter - i politik, familie, på arbejdsplads, om religion - er det et grundforhold, at parterne hver især mener sig i besiddelse af sandheden. Derfor bliver konflikter så voldsomme - sandheden kan man jo ikke gå på kompromis med; sandheden er absolut, eller hvad?

Det er faktisk ikke så enkelt i kristendommen. Man kan som kristen ikke uden videre gøre sandhedskravet absolut.

Sandheden er i den kristne eksistens både partiel og absolut. Den eneste sandhed, kristendommen kender, er kærligheden som fordring og gave, dvs. kærligheden som levet liv forbundet med den enkeltes eksistens. Derfor siger vi jo også, at sandheden ikke er en sætning/dogmatik/lov, men et menneske (Jesus Kristus). Sandhedens absoluthed er ikke en ret over andre (f.eks. de skriftkloges ret med Moseloven i hånden over for afvigeren Jesus), men det ubetingede i fordringen og gaven til den enkelte.