2. søndag i fasten (2. tekstrække)

25. februar 2018 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Markusevangeliet 9,14-29 

Det skal handle om tro. Og scenen er alt andet end fredsommelig. Der er skrig og desperate mennesker. En far kommer med sin syge dreng, som han trygler om skal blive rask. En ond river og slider i ham, så han falder om på jorden og ligger og fråder og vrider sig. Det er ind i denne voldsomme scene, at spørgsmålet om tro bliver stillet. Faderen er klar til alt. Bare drengen bliver rask. Han siger til Jesus: "Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os." Jesus vender faderens spørgsmål om og siger: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror." Det handler om tro. Alt er muligt for den, der tror. Alt er muligt for Gud. Men, hvad nu, hvis man ikke kan tro på Gud? Det er nemlig ikke uden skepsis, at faderen er kommet til Jesus. Vantroen begynder med den indbildning, at intet er muligt for Gud, for Gud findes ikke, siden faderens dreng ligger og er så syg, og deri kan vi godt følge faderen. Men ved at Jesus vender faderens spørgsmål mod ham selv, vender han også faderens skepsis mod ham selv og dermed også mod os. Faderen opdager derfor, at han mangler det, han mindst kan undvære, nemlig troen. Det er ikke troen, der har fået ham til at komme til Jesus. Det er heller ikke troen, der har fået ham til at blive. Men sammen med Jesus opdager han, at han mangler det, han mindst kan undvære. Han kan ikke undvære, det han ikke kan tro på. Den, der kan undvære troen, behøver ikke Jesus. Det samme gør den, der uden videre tror på Gud. Han behøver heller ikke Jesus. Men den, der ikke kan tro på Gud og på den anden side heller ikke kan undvære at tro på ham - han har faktisk ikke andre steder at gå hen. Da han ikke kan tro på Gud, må han holde sig til Jesus: "Jeg tror, hjælp min vantro".