1. søndag i fasten (2. tekstrække)

18. februar 2018 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen

Søndagens tema er fristelsen, et gen-nemgående tema for fastetiden. Fristelsen kan forstås som en enkeltbegivenhed, men også som et grundtema i hele Jesu liv, lige fra dåben til kors-fæstelsen Der er en sammenhæng mel-lem Jesu afvisning af fristeren i ørkenen til Jesu afvisning af fristelsen ved korset: "Hvis du er Guds søn, så stig ned af korset". Fristelse er den gådefulde kraft, der gør, at mennesker kan ødelægge livet for sig selv og andre, en længsel efter undergangen. Sigmund Freud kaldte det dødsdriften, Søren Kierkegaard angst for det gode. Grækerne var af den opfattelse, at ondskab skyldtes uvidenhed om det gode. I kristendommen er der en dyb indsigt i, at det ikke er uvidenheden, men trods, der gør mennesker onde. Synd er både vantro, fremmedgjorthed, begær og hovmod. Synd er angst for ikke at blive elsket - det er det, der gør, at Kain slår sin bror ihjel. Synd er også begær, nemlig det begær, der har sig selv som genstand og aldrig kan tilfredsstilles. Synd kan også være "tøjlesløs hellighed", der er ligeså ødelæggende som begæret. Synd er at ville være sin egen Gud. 

Teksten (Lukas 22, 24-32) 

Teksterne til søndagen kredser om forskellige former for fristelsen, hos Kain (1. Mos. 4,1-12) er det misundelsen, angsten for ikke at være elsket, i Jakobs-brevet (1,9-16) tales der om det ødelæggende begær, det der fylder uden at mætte. I evangeliet er det magtens fristelse, der står i centrum. Ikke magten i sig selv er ond, men mangt for magtens skyld, det er dæmonisk. Og man kan udøve magt på mange måder, politisk, men også åndeligt - og endelig moralsk. Det er derfor, Jesus også blev udsat for fristelse. En speciel form for hovmod ville være, at mene sig fri for fristelse - et menneske, der påstår det, er faldet for den. 

Teologisk refleksion over helligdagen

Det er en gammel strid, om ondskaben og dæmoni er noget, der kommer udefra eller indefra. Kierkegaard kalder dæmoni fortvivlelse, og grunden til det er at mennesket er et væsen i splid med sig selv. Fortvivlelsen er en form for indesluttethed, det, der ikke vil ud, man fortvivler ikke over noget, men ved noget. Man lukker sig inde, og denne indesluttethed er det "man kunne kalde en Inderlighed, der er gaaet i Baglaas" (SV 15, s. 126). Dæmoni er en form for "fortvivlet at ville være sig selv", ikke i modtagen kærlighed, men in trods: "Den dæmoniske Fortvivlelse er den meest potentserede af den Fortvivlelse, der fortvivlet vil være sig selv. Denne Fortvivlelse vil end ikke i stoisk Forgabelse i sig selv og Selvforgudelse være sig selv, vil ikke som den, vistnok løgnagtigt, men dog i en vis Forstand efter sin Fuldkommenhed være sig selv; nei, den vil i Had til Tilværelsen være sig selv, være sig selv efter sin Elendighed; den vil end ikke i Trods eller trodsigt, men paa Trods være sig selv; den vil end ikke i Trods rive sit Selv løs fra den Magt, der satte det, den vil paa Trods paanøde sig den, paatrodse sig den, vil af Malice holde sig til den - og det forstaaer sig, en ondskabsfuld Indvending maa jo ogsaa for Alt passe paa at holde sig til Det, hvorimod den er Indvendingen. Den mener, oprørende sig mod hele Tilværelsen, at have faaet et Beviis mod denne, mod dennes Godhed. Dette Beviis mener den Fortvivlede sig selv at være, og det er det han vil være, derfor vil han være sig selv, sig selv i sin Qval, for med denne Qval at protestere hele Tilværelsen" (SV 15, s. 127).