Søndag seksagesima (2. tekstrække)

4. februar 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Tekstkommentarer

Albrecht Dürer: Den store græstørv. 1503Prædiken samles naturligt om billedet af det lille sennepsfrø, der vokser sig større end alle andre vækster. Det er et stærkt billede på gudsriget her i verden. Det uundseelige, som har kraft og magt til at vokse og folde sig ud. Som vokser, men vokser i tålmod; det sværeste af alt. Vi er oftest utålmodige og krævende, kræver vækst og resultater straks og ender dermed ofte med ingen vækst. Menneskelivet kan være som smagsløse tomater eller agurker, der blot smager af salt vand. Som drivhuse, hvor lyset er tændt hele natten, så væksten kan ske hurtigt. Men at vokse kræver tålmodighed. Vi vil have forår i februar, varme og sol, men det tager sin tid endnu.  Børn skal vokse op i ro og mag med tid til at folde sig ud, og vi der er voksne skal give os tid til at det gode liv kan folde sig ud samtidigt med, at nuet skal tages alvorligt og alt ikke kan udskydes til i morgen. Det store, det nærværende og smukke liv vokser jo lige foran os, i os og mellem os. Selv i vinterkulden, i det farveløse landskab, selv i et lille græsstrå, som Tom Kristensen digt "Græs" fra 1927 beskriver.

Græsset er underligt højt for mig
som ligger med næsen mod jord
bøjer jeg mig så dybt jeg kan
vokser min verden sig stor 
under den grønlige spidsbuepark
standser jeg. Her vil jeg stå
tør ej gå vild i det lysende mørke
tør ej gå vild mellem strå 
Inde i stråenes dæmrende haller
er der en stemme, der vågner og kalder
et stigende: kommer du nu
kommer du, kommer du, kommer du nu
du nu 
Og som et svar
tonen er klar
underbar, drengeklar stemme i mig
endnu ej, nej, endnu ej, nej
men når mit vanvid er omme
da vil jeg komme, da vil jeg komme
da er jeg lille og lykkelig nok