Søndag septuagesima (2. tekstrække)

28. januar 2018 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Poul Skjølstrup Larsen

Søndagen

Nina Saunders: Confession. 2005 Søndagens tema  er det rigtige liv. Hvordan kan jeg vide, at jeg lever rigtigt? Hvad vil det sige at have den rette Gud? Den første læsning fra Jobs bog (9,1-12) handler om at man ikke må gå i rette med Gud. Sagt anderledes: Det rette liv er ikke noget vi vælger, men bliver sat til, valgt til.  Der er større magter på spil end os selv.  Lektien fra Apostelens Gerninger er Paulus berømte tale til grækerne på Areopagos i Athen, han taler om alteret til en ukendt Gud: Alle mennesker har en Gud, de tilbeder, de kalder det bare noget forskelligt.  De kristne kommer ikke med en anden Gud, men forkynder om den Gud, andre ærer, uden at kende den. En grundtekst for den interreligiøse dialog.

 

Teksten (Matt. 25,14-30)

Det handler om forskel mellem mennesker og ligheden. Vi bruger den dag i dag ordet talent, de gaver man har fået. Gaverne er forskellige, talenter er forskellige, det det kommer an på, er ikke forskellen på gaverne og muligheder, men det man har brugt det til. Betragt livet som en talent, en gave, du har fået, lad være med at sammenligne med andre, blive fornærmet over at have fået for lidt eller at være forfordelt. Det, det gælder, er at bruge de gaver og talenter man har fået. Teksten handler derfor om grundlæggende forskelle mellem mennesker, men den endnu mere grundlæggende lighed mellem mennesker, der ligger i at opgaven er den samme, at bruge de talenter og gaver man har.

 

Teologisk refleksion over helligdagen

"Betragt engang Verden, der ligger for Dig i al dens brogede Mangfoldighed; det er, som naar Du seer et Skuespil, kun at Mangfoldigheden er langt, langt større. Hver Enkelt af disse Utallige er ved sin Forskjellighed noget Bestemt, forestiller noget Bestemt, men væsentligen er han noget Andet; dog dette faaer Du ikke at see her i Livet, her seer Du ikkun, hvad den Enkelte forestiller og hvorledes han gjör det. Det er som i Skuespillet. Men naar paa Skuepladsen Teppet saa falder, saa er Den, der spillede Kongen, og Den, der spillede Tiggeren, og saaledes fremdeles hver især, de ere alle lige meget, alle Eet og det Samme: Skuespillere. Og naar i Døden Teppet er faldet for Virkelighedens Skueplads (thi dette er en forvirrende Sprogbrug, naar man taler om, at i Dødens Øieblik Teppet drages op for Evighedens Skueplads; Evigheden er nemlig ingen Skueplads, den er Sandheden), saa ere de ogsaa alle Eet, de ere Mennesker, og ere alle Det, de væsentligen vare, hvad Du ikke saae paa Grund af Forskjelligheden, Du saae, de ere Mennesker" (Søren Kierkegaard, Kjerlighedens Gjerninger, SV, 3. udg., 12, 88f.)