4. søndag efter helligtrekonger (2. tekstrække)

2. februar 2014 | Udarbejdet af Eva Thorgaard Jerg og Hans Chr. Magaard

Teologisk reflektion over helligdagen

"Med håb mod håb". Sådan står der i den del af romerbrevet, som læses denne dag. Jeg har altid tænkt på de ord som når bølger brydes, for håb er så mange slags. Håb kan brydes af så meget - og engang imellem nedbrydes det. Men håb kan også brydes af - og mødes af håb. Det kan lyde selvmodsigende, som da jeg på et besøg i Sydafrika oplevede, hvordan man bremser ild med ild.

Når et fastlagt område skulle afbrændes for at forbedre frugtbarheden, tændte man ild fra en kant. Og for at standse afbrændingen igen antændte man ild fra en anden kant.

Ild mod ild - det er kontrolleret ild. Ild mod ild, det brænder ud.

Det er ikke altid så let at holde fast i og da slet ikke kontrollere håbet. Også troen brydes af tvivl - og indimellem er det tvivlen, der oversvømmes af troen. Bibelteksterne denne 4. søndag e. Hellig tre Konger er kontrastfyldte på flere planer. Også her er der høj sø, men på en anden måde end i første tekstrække. Her er det en indre søgang.

Vi mennesker er ikke så søstærke. Vi er heller ikke så trosstærke. Og selvom redningsbæltet, redningsmanden er kastet ned til os fra himlen, så kan det være ganske skræmmende at skulle tage imod ham. I dag går Jesus, ikke gennem ild og vand, men på vandet. Måske kan man spørge hvad der sker, når han, der kunne komme og vække frygt, mødes af min frygt og min frygtsomhed? Kan vi høre hans "frygt ikke"? Så at fred og fortrøstning lægger sig over os og gør os stille, men frimodige.