Søndag efter jul (1. tekstrække)

28. december 2014 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

De gamles søndag - Herre, nu lader du din tjener gå bort i fred

En af de smukkeste kærlighedserklæringer, jeg kender, står i Bibelen, nemlig i Tobits bog, hvor Tobit, inden han tager sin Sara i favn, siger til hende: Jeg vil gerne blive gammel sammen med dig. Ikke en stormfuld, romantisk kærlighedserklæring, men en realistisk, dybfølt, inderlig og varm kærlighedserklæring. At få lov til at blive gammel sammen, en indsigt i, at livets endelighed ikke kun, heller ikke først og fremmest er en trussel, men en gave, noget barmhjertigt. Der er noget smukt i at kunne ældes i værdighed, at kunne give slip, at leve med sine erindringer og have nok i det.

Jeg kan huske som barn, jeg var vel otte eller ni år gammel, at jeg besøgte min gamle onkel Willy, højt op i årene. For nogle år siden havde han mistet sin kære hustru Paula. Så begyndte Onkel Willy pludselig at fortælle om sit liv, om det gode, også om skuffelserne. Han var nemlig i sin ungdom en benådet sanger, sang tenor, opvokset i Alsace, fortalte om, at han havde været med til at opføre Matthæuspassionen i Strasbourg, med Albert Schweitzer ved orglet, noget han aldrig havde glemt. Men han fortalte også om hans skuffelser, at han nemlig gerne ville blive professionel sanger, men det måtte han ikke, forældrene syntes det var ikke et seriøst erhverv, han blev skatteinspektør i stedet. Vi sagde til ham, om han ikke ville skrive et brev til Albert Schweitzer og sige tak, det gjorde han også, Schweitzer kunne godt huske ham fra dengang. Han endte sin fortælling om sit liv med at sige, at nu havde han levet længe nok, og han glædede sig til at komme hjem til sin Paula, sagde med tårer i øjnene. Medens han fortalte, havde han en mappe i hånden med et kors på, det var hans testamente.

Jeg husker det som noget meget smukt, første gang et menneske talte livsbekræftende om sin egen død - og Albert Schweitzer skrev i øvrigt tilbage til onkel Willy fra Lambarene i samme ånd, han var også træt og glædede sig til sin død.

Det er denne historie, jeg altid kommer i tanke om, når jeg hører de smukke ord fra den gamle Simeon i templet: "Herre nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne harv set din frelse". I fortiden var det et fast led i begravelsesritualet. For det er ord, der ikke kun kan siges af Simeon, der har set Jesusbarnet personligt, men af alle mennesker: Mine øjne har set din frelse. Jeg tror, det er Willy Brandt, forbundskansleren i Tyskland, der engang har fortalt om en gammel svensker, han mødte, han var blevet blindt, men han sagde: Det gør ikke noget, for jeg har set nok! 

Hvad vil det egentlig sige, at have set Guds frelse? Hvad er det, der gør, at et menneske kan "gå bort i fred"? Er det det at man har levet et lykkeligt liv? At man har udrettet en hel masse, sluppet nådigt igennem?  Skal de gamle svælge i erindringer om gode gamle dage?  Og så mistrøstigt jamre over nutidens forfald? Det tror jeg næppe, så lever man enten i selvoptagethed - eller forbitrelse over tidens gang. 

Den gamle Simeon fortæller ikke om gode gamle dage, han praler ikke med sine bedrifter, eller priser sig selv lykkelig. Mine øjne har set din frelse! Ikke noget med at fuldendt liv mæt af dage, hvor man selvtilfreds kan læne sig tilbage. Jeg forestiller mig, at Simeon ligesom min onkel Willy og mange andre også har oplevet skuffelser, en biografi, der er brudt, ting, der ikke blev til noget, ting, man har fortrudt. Måske nederlag.

Men det er ikke det det kommer an på, når man ser på sit liv - det vigtige er at se Guds frelse, at se Guds tilgivelse, Guds retfærdiggørelse af det ufuldkomne liv. På en måde er vi i dag i samme situation som den gamle Simeon, om vi nu er gamle eller unge: Dem der ser på barnet i krybben, bliver mindre selvoptaget, mindre bitter, fri for at retfærdiggøre sit eget liv hele tiden - thi meningen med livet er ikke mit livs fuldkommenhed, men at se Guds frelse.

Hvad vil det sige, at se "din frelse"? Det er at se sit liv ikke med egne, men med Guds øjne, ikke mistrøstigt, ikke selforherligende - men i lyset af Guds tilgivelse. Det er det, der giver fred i sindet, mod til at se fremad, selvom man er i en høj alder, mod til at "gå bort efter dit ord".