2. juledag (2. tekstrække)

26. december 2017 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

tekstkommentarer

Det er en brat opvågnen at komme i kirke 2. Juledag. Der er et voldsomt spring fra  julens fødselsglæde og "familieidyl" til Stefanus martyrdød.  Og værre endnu bliver den direkte tiltale i Matthæusevangeliet, hvor Jesus udsiger voldsomme ord om familien. Der er en voldsom og radikal kristendom, der kommer til os fra den tidlige kirke, som 2. juledags-gudstjenesten må forholde sig til.

 

Teksterne i adventstiden er også barske og mørke, fyldt med dom og afgørelse, selvlutring og dom over verden. Samtidigt er adventstiden i den folkelige udgave blevet til en lystændigstid og ædetid, så man næsten er træt på forhånd og lettet smider juletræet ud af stuen 3. Juledag. Prædikenen skal udnytte disse kontraster mellem teksternes/traditionens radikalitet og så den folkelige jul, der som et drivhus er tændt 24 timer i døgnet med al for meget kunstigt lys. Klangen i julen er mørket. Ud af mørket viser julen sig og der er en sammenhæng mellem adventstiden og 2. Juledag. Derfor foreslår vi også at synge: "Gør dig nu rede Kristenhed" for at markere denne sammenhæng. Mørket omslutter os, men ud af mørket fødes julen. 2. Juledag er et lys på trods af mørket.

 

De sidste mange år har DR sendt midnatsgudstjeneste fra Peterskirken i Rom (den katolske kirke er åbenbart bedre til julenat). Under den lange transmission panorerer kameraet igen og igen ind på en julekrybbe i kæmpestørrelse opstillet på Peterspladsen. Igen og igen tager kameraet én med ind i krybben, hvor beskueren ser den lille hellige familie, der gik så grusomt meget igennem, men som her fremstilles som legemliggørelsen af familiedrømmen. Og så er det jeg kommer til at tænke på 2. Juledag og næsten glæder mig til at høre teksterne. Og det jeg "glæder" mig til er troværdighed. Ihukommende den nu afdøde filminstruktør Fassbinder, der så familien som kilde til megen ulykke og undertrykkelse. I hvert fald skal dobbeltheden fastholdes. Ikke som en primitiv tale mod familien som institution, for den er netop nødvendig for at vi kan leve og skabe trygge rammer. Men familien som institution er også eksklusiv, og drømmen om den lykkelige familie kan gøre os så ulykkelige. Det kan være en befrielse at se sig selv løst fra denne sammenhæng. Og om man bryder sig om det eller ej; den første kristendom var et opgør mod familiekulten. De kristne skulle se på sig selv som brødre og søstre, ikke gennem blodet men gennem troen.

 

Men det sværeste denne dag er for mig at se Jesu hårde ord om at den ene efter den anden ikke er ham værd. Ordene gentages tre gange i midterafsnittet og står derfor meget stærkt hos tilhøreren. Men så munder det ud i en ikke uoverkommelig opgave, man kunne egentlig forvente større krav end dem, som vi hører om. Det handler om at give den tørstige et bæger koldt vand at drikke, det handler om at tage imod profeten som profet og den retfærdige som retfærdig, altså tage imod et menneske som det er.

Hvordan i al verden hænger disse niveauer sammen? Det er den svære udfordring 2. Juledag og jeg synes ikke prædikenen skal forsøge at harmonisere det, som er skingert og modsatrettede. I stedet vil jeg lade kontrasterne komme frem, ligesom vores tilværelse er fyldt med kontraster og aporier. Det vigtige på 2. Juledag er at undgå at forklare og udglatte, men at lade Gud være tilstede i tilværelsens  splittethed.