Juledag (2. tekstrække)

25. december 2017 | Udarbejdet af Jørgen Kjærgaard og Ivar Mæland

Teksterne

Dagens første læsning er selve Bibelens indledningsord - valgt som præludium til prædiketeksten, der er Johannesevangeliets begyndelse. Den gammeltestamentlige skabelsesberetning spejler evangelieordene, der således bliver både et ekko af altings begyndelse, og en proklamation af en ny skabelse. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til - ikke blot en ny skabelse, men en ny skabning, for det menneske, der blev til ved Guds skaberord, er nu endegyldigt en ny skabning i kraft af det Guds ord, der blev kød og genskabte det faldne - således som det også understreges i i epistlen fra Titusbrevet.

2. tekstrækkes "jule-evangelium" er markant anderledes. Hvor Lukas fortæller den kendte fødselsberetning med stalden, krybben, englene og hyrderne, som fremkalder alle billederne for det indre blik, er Johannes-evangelisten teolog. Evangeliet er ren tolkning af, hvem dette Kristus-barn i grunden er og hvad hans komme til verden betyder: - Ikke et lille guds-ord fra landet, men selve Guds Ord, fuldt af nåde og sandhed, der gælder alle levende mennesker, så de gennemskinnes af lys og ser Guds herlighed.

Kristi Fødsels Dag bliver en prædiken om mørkets nederlag, om afgørelse, om at tage imod, om at blive Guds børn - uafviseligt, fordi Guds Ord fik krop og historie sammen med os, flyttede ind - med evangeliets ord: tog bolig iblandt os. Man kan måske nok låse døren for det, men Guds Ord spurgte ikke om asyl, det gik i kødet på os, og kan ikke afvises eller udvises eller udviskes igen. 

 

Liturgisk bemærkning

På Kristi Fødsels Dag ville det ikke være af vejen at bruge den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som med sin udfoldelse af Kristi natur og væsen rummer en klar efterklang af Johannes-prologen.