4. søndag i advent (2. tekstrække)

20. december 2015 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

Søndagen

Kollekten om dåben er også fast kollekt ved dåbsgudstjenester i folkekirken. I søndagens sammenhæng er det Johannes tale i evangeliet om den åndsdåb, Kristus bringer med, der giver anledning til en takkebøn. Således bringer kollekten fortid og nutid i spil ved gudstjenestens indledning. Glædes- og forventningsmotivet er fremherskende på denne søndag, hvor evangeliet i anden tekstrække tager udgangspunkt i den største glædesfest i det bibelske univers, brylluppet. Johannes står som brudgommens ven og glæder sig med ham over det store kærlighedsunder, som sker:  Ordet bliver kød og tager bolig iblandt os.

 

Vælger man missalekollekten, "Rejs dig, Herre, med vælde og kom", får gudstjenesten en anden indledningstoning. Det er den sidste af adventstidens såkaldte Excita-kollekter (efter begyndelsesordet "Stå op") og afspejler forventningen om, at Gud vil gribe ind og overvinde det onde ved dets rod, nemlig i vores hjerter. "Onde vi vare og døde som stene" (492), men Gud griber frelsende ind, så "vi igen kan bevæges og leve", som kollekten udtrykker det.

 

De to alternative kollekters afspejler samme Gudsbillede. Gud er herlighedens Gud, kraften og sejrherren, der har vilje og magt til at sætte sin gode vilje igennem, i mennesker og i verden.

 

Teologisk refleksion

Vintersolhverv er lige oppe over. "Nu vender det", og selv om man har prøvet turen utallige gange i sit liv, er det alligevel en glæde, igen: Mørket var heller ikke evigt denne gang. Det vender i morgen, og julens små lys er forsmag på lyset, der kommer.

Hvorfor ikke omvendt, spørger kynikeren? Hvorfor ikke hæfte sig ved mørkets stigende magt ved Sankt Hans? At lyset alligevel ikke kunne holde skansen, heller ikke dette forår og forsommer, men måtte overgive sig til det altopslugende mørke.

Hvorfor ? kan kun besvares inden for troens kategori. Fordi jeg tror, at lyset vinder, og at årstidernes vekslen på denne halvkugle blot er udtryk for tidens betingelser. Evigheden tilhører livet og lyset.

 

Samme spørgsmål kunne stilles ved brylluppet. Hvorfor glæde sig og fejre en kærlighedsfest, når man lige så godt kunne hefte sig ved de 40 % af indgåede ægteskaber, der opløses i skilsmisse?

Rationelt set kan der ikke svares på sådan et hvorfor. Det kan der kun i troens kategori, hvor kærligheden står over sin modsætning i styrke.

Johannes tale til sine modstandere i diskussion henviser til brylluppet. Til brudgommens ven, der ikke stiller det rationelle spørgsmål: hvorfor ham og ikke mig? men har glædens overskud til at se sin ven vokse i lysglans og selv træde tilbage i skyggen.

 

Gud giver jo ikke Ånden efter mål, lyder det lidt kryptisk. Mål er her udtryk for det rationelle - at Gud skulle uddele sin Ånd i forskellige mængder, alt efter hvem der er bedst egnet til at modtage sin Ånd, dér, hvor investeringen ville kaste mest af sig. Nej, Gud giver hele sin Ånd i kærlighedens ødsle gestus til sin Søn og, gennem troen på ham, til enhver.

 

Man kan undertiden i de sidste forberedelser til jul opleve, at glæden har vanskelige kår, og at "færdig til jul" får klang af "jeg er HELT færdig...", fed up med forestillinger, der er produceret med udløbsdato 24.12. 

Måske en søndagstime i kirken med ro og fordybelse, venlighed og varme kan være et lille lyspunkt for den, der er helt færdig på den måde. Herunder en organist og en præst.