2. søndag i advent (2. tekstrække)

10. december 2017 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Tekstkommentarer

Denne søndag kan der vælges mellem at læse Malakias og Esajas som lektie. Her vil jeg overveje, hvilken ramme der er bedst for Mattæus lignelse om Brudepigerne. Er det Esajas smukke vision om et nyt fredsrige, hvor ulven skal bo fredeligt sammen med lammet, eller er det Malakias profeti om at Herrens engel vil vise sig - og den dag vil være voldsom som et syrebad som en lutring ved ild eller lud, der bruges til blegning?

Jeg vælger Malakias i år, da den giver et godt modspil til brudepigerne.  Det er ikke uden grund en tekst som pietisterne havde stor forkærlighed for og hvor der er skrevet mange salmer i pietistisk ånd om omvendelsens nu. Tænk blot på salmen: "I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde", hvor der om de rette omvendte bruges udtrykket: guldkristne, som lignelsen lægger op til. De gode og trofaste brudepiger der vidste at vente og holde ud i modsætning til de utro, de overfladiske, de ligeglade.

Alligevel må tanken tages alvorligt, hvis tilværelsen skal tages alvorligt. Hvor vi alle må erfare, at  tiden kan løbe ud mellem hænderne på én, og en dag vil det vise  sig at være for sent.   Hvor mange oversprings-handlinger gjorde man sig skyldig i?  Måske gjorde man ikke så meget forkert, men man glemte at leve, være til stede, elske mens tid var, og så en dag var det for sent. Vi har det svært ved absolutte grænser, ved ordet nej, og vil hele tiden finde nye veje og udveje, men der er også erfaringer, hvor døre lukkes for en.  Dom eller dommedag er også at erkende sit livs begrænsninger.

Som Henrik Ibsen digtede i "Peer Gynt", hvor Peer mere og mere forsvinder i sine hjernespind og længsler. Han længes mod den store verden men erfarer at han mere og mere mister sig selv.  Et lille digt  rammer forholdet mellem længsel og selvtab ind:  

At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv

At digte er at holde dommedag over sig selv. 

Digteren holder dommedag over sig selv, som vi må holde dommedag over os selv. Det gør brudepigerne, og de to grupper brudepiger må ses som to sider af samme sag. Vi er begge dele, både de tro og de utro, de bekymrede og de ubekymrede. Vi vælger rigtigt og forkert, og det er ikke altid vi ved, hvad der tjener os selv og hinanden bedst.  Derfor håber vi på en barmhjertig og kærlig Gud, der ser og rummer et menneske i dets dobbelthed. Brudgommens komme julenat er kilde til glæde og håb, men Kristi død og opstandelse er samtidig dom over den verden, der ikke vil tage imod ham. Derfor hører dommen til, som digteren tager dommen alvorligt.