Sidste søndag i kirkeåret (1. tekstrække)

26. november 2017 | Udarbejdet af Jens Torkild Bak og Birgitte Ebert

Summa summarum

Sven Dalsgaard: Erindringens stol. 1969Teksterne til den sidste søndag i kirkeåret hævder sig fint i den vanskelige rolle at skulle sætte det magtfulde punktum for et helt kirkeårs tekster: Der er sket noget afgørende nyt/Vi står netop nu over for det (Esajas). Hold nu fast ved det nye, som I er blevet undervist i (Paulus). Med Guds menneskevordelse i Jesus fra Nazaret lever vi allerede - mere end vi i vores daglige glemsomhed aner - i det Guds rige, som han forkyndte, og som især er karakteriseret ved en sammensmeltning af buddet om kærlighed til Gud og buddet om kærlighed til næsten (Matthæus).

Teksten erindrer om K.E. Løgstrups berømte formulering fra indledningen til "Den etiske fordring" (citeret efter hukommelsen...): Gud afgør sit forhold til den enkelte igennem den enkeltes forhold til sin næste.

Evangelieteksten er muligvis ikke færdigbehandlet blot ved at forholde sig til det etiske aspekt. Hvad med modstillingen af frelse og fortabelse? Vandene vil måske blive delt på det spørgsmål i kirkerne landet over - altså, om der ved siden af den frelse, der forkyndes i kristendommen, også findes fortabelse. En henvisning til påskebudskabet er her uomgængelig for at undgå de alt for fantasifulde spekulationer: Langfredag tager Gud selv fortabelsens fulde elendighed på sig, for at der tilbage til os kun skal være den udfordring at fokusere på, der udgår fra kærligheden, forsoningen og barmhjertigheden. Ad den vej kan man så også få øje på den enestående indre konsistens, der er at finde i teksten om verdensdommen hos Matthæus.