2. juledag (1. tekstrække)

26. december 2016 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

søndagen

Sankt Stefansdag ligger i kirkeårets ældste lag, martyrdagene, som dannede et mønster af mærkedage for den lille kristne menighed. Stefanus vidnesbyrd var med livet som indsats, og han vandt ! Som beskrivelsen af de kristne menigheder fremstiller det, er det at miste livet som trosvidne en gevinst. Martyriet betyder sejrskroning til evigt liv.

Teologisk refleksion

Stening er den utimative udryddelse. Stenen knuser og ødelægger al genkendelig form, så urenheden forsvinder og renheden sikres.

Den efterstræbte, guddommeligt begrundede renhed genoprettes. Den fundamentalistiske religionsudøvelse af alle afskygninger kender til stening. 

Triumfen og bekræftelsen af at have Gud med sig går igennem teksterne. Fra profeten Jeremias trøstende og styrkende ord til folket og til evangeliet, hvor Jesus i kortform opremser historien om afvisning af Guds udvalgte, lige fra Abel og til tempelskændingen, hvor Zakarias, søn af Barakias, blev dræbt.

Tekstreferencen 2. Krøn. 24,22 om dette mord spiller op imod læsningen fra Apg. om Stefanus sidste ord: Herre, tilregn dem ikke denne synd!  Zakarias sidste ord var: Måtte Herren se det og kræve dig til regnskab! Skitftet fra den gamle til den nye pagt koncentreres i disse to afskedsord. Stefanus giver afkald på hævn. Sådan brydes kausalkæden fra Kain. Den nye pagt har bragt Jesu blod ind til at rense og vaske skyld væk.

Men også den nye pagts forsvarer, troens ridder, kan blive triumfalistisk og eksklusiv i sin rettroenhed. Salmerne kan på forskellig måde bringe en livgivende dialektik ind i gudstjenesten.

Til den traditionelle triumfalisme kan med fordel tilsættes DDS 131 - Blåt vældede lys frem bag skyers skred og DDS 646 - Som lilliens hjerte kan holdes i grøde. Her forfølges den forestilling, at den sejrende, trosvidnet, er upåfaldende til stede midt i verden.