25. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

17. november 2013 | Udarbejdet af Jesper Stange og Mads Høck

dagen

For et par generationer siden var det den herskende opfattelse, at kristendom ikke var nogen religion.

Teologen Otto Møller skriver i begyndelsen af sidste århundrede Det er et skæbnesvangert Misgreb at indordne Christendommen blandt Religionerne. Den er slet ikke nogen Religion, og vi maa alvorlig bede om, at den fritages for den Ære at stilles øverst blandt Religionerne.

Det var måske de herskendes opfattelse, altså de fremmeste teologers opfattelse. Man fandt ikke alene mening i at skelne mellem kristendom på den ene side og så alle religionerne på den anden. Det var hele pointen, at man gjorde det. Kristendommen var i modsætning til religionerne Guds vej til mennesket. Religion var menneskers mangeartede forsøg på at nå Gud.

Derfor kunne man også kun give al religionskritik så evig ret. Religion var både opium og flugt og udtryk for mangelfuld indsigt i naturvidenskabelige forklaringer. Religion var uddateret som en beskæftigelse for mørkemænd og andre ængstelige eksistenser.

Men kristendom var Guds åbenbaring i Kristus af sin vilje til sit eget skaberværk.

I religionerne hengav mennesker sig til deres egne eller forne tiders forestillinger. I kristendommen var det Gud, som hengav sig.

Vi kan stadig høre, at man henter sig nogle sproglige point i sådan en kontrovers.

Og denne idé, som vist mest var teologernes og kun i forsvindende lille udstrækning deltes af folk som flest, kan forklares som et af det modernes utallige og behjertede forsøg på at forsvare, at sådan noget som tro overhovedet skulle være relevant i et moderne samfund.

Men man behøver blot gå i kirke sådan en sen trinitatis søndag for at fornemme, at kristendommen er religion.

Her viser Menneskesønnen sig som lynet, der lyser fra den ene side af himlen til den anden. Her er syndflod og druknedød, mens svovl og ild regner ned over ugudelige.

Det er visioner, der vil noget. Det første skal blive det sidste. Ligesom i Noas dage, skal syndfloden udslette klodens liv. Ligesom i Lots dage, skal en kosmisk katastrofe slette hele byer af jordens overflade.

Kristendom kan virke noget fersk med sine formaninger om det ene og andet og forbud imod noget tredje.

Men her er der da et kosmisk udtræk, som vil noget. Det lader ikke nogen religion noget tilbage.

Udfordringen er i og for sig ikke perspektivet. Vi er enige om, at ligesom vores klode har en begyndelse i tid, sådan har den også en afslutning.

Men når vi giver efter for at tro, hvad der er mest nærliggende, nemlig at det sidste skal blive som det første, og det vil sige, at slutningen som begyndelsen hidføres af samme Gud, får vores liv indimellem en særlig kvalitet.

Den mest almindelige forestilling blandt os er vel den, at vi med vores egen dårlige husholdning på denne klode, før eller siden gør al beboelse umulig.

Men Jesus siger altså, at både begyndelse og afslutning er Guds sag.

Mellem begyndelse og afslutning er Guds rige midt iblandt os som både social og eksistentiel erfaring.

Vi lægger ikke en dag til hverken vores eget liv eller jordklodens ved at bekymre os. Vi kan give slip på bekymringen. For det Guds rige, som er midt iblandt os, er til stede som den religiøse erfaring, at vores liv er noget, vi får, når vi mister det.

Vores kristendoms egentlige midte finder vi i fortællingen om Kristus, som fik livet, da han havde mistet det. Han genopstod for at være med os alle steder, når han nu ikke længer var noget sted.

Opstandelsen har vi til gode. Men oplevelsen af, at vi får liv, når vi mister det, har vi midt iblandt os.

Med den oplevelse kan vi fortolke verdens undergang som Gudsrigets endelige frembrud.