24. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

15. november 2015 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

SØNDagen

Den sidste søndagsgruppe i trinitatistiden (24. ff.) har denne introitus: Herren siger: jeg har lagt planer om fred, ikke om ulykke (bearbejdelse ud fra Jer 29).  Den er i kristen fortolkning  tilgang til tiden og tidens tilskikkelser. Herrens planer er ikke uransagelige, og hans veje er ikke ukendte. Han har lagt alt åbent frem i Jesus Kristus, Guds Søn og Verdens Frelser.

Opvækkelsen af Jairi datter og helbredelsen af kvinden med blødninger slutter de gamle evangelielister. Tidligere tiders kristne har således anset Matt 9, 18-26 som et vægtigt samlende udtryk for Jesu liv, virke og budskab. Det urene berøres og renses og det døde får liv. Den voksne, varmtblødende kvinde, og den unge, hvor blodet er blevet koldt - begge forløses de fra isolationen  til at træde tilbage i de levendes fællesskab.

Ezekielsvisionens voldsomme billede af knoglerne, der klædes på igen, er i den bibelske sammenhæng en national, mental bevægelse, men hørt i gudstjenestens sammenhæng et kraftudtryk for livsånden. Genskabelsen er altid mulig, når Guds Ånd igen blæses ind i mennesket og gør os til levende væsener.

Når kolossenserbrevet tager om forløsningen i Kristus, klinger der en række overtoner med over Irenæus og til Grundtvig. De toner kan salmevalget få til at træde stærkere frem. 

Teologisk refleksion

Forløsning til liv, i tiden og ud over tiden, er i denne vejledning et gennemgående motiv. Gud, vor fader "friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede Søns rige."

Ud fra dette eksistentielle og kristelige grundmotiv kan der identificeres talrige, tidsaktuelle eksempler på forløsningsbehov og -kræfter og -mulighed. 

Men vi trænger også til at høre konkret og håbsunderstøttende forkyndelse af evighedsforløsning. Her må prædikanten kaste sig ud på den gyngende bro og i hvert fald gå et stykke fra dødningehjem mod de levendes land. Det kristne håb er et evighedshåb, og alle vores gode oplevelser af liv og fællesskab i tiden må være fæstet i det. Ellers mangler vi både den yderste og inderste mening.