23. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

19. november 2017 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen 

Bjørn Nørgaard: Som fanden læser Bibelen. 1976 Søndagens tema er "øvrigheden". Et klassisk luthersk tema. på godt og ondt. Temaet slås an med en meget kritisk tekst fra profeten Amos, en bidende social kritik af datidens "øvrighed". Det har aldrig været sådan, at profeterne - og for den sags skyld også apostlene, har været ukritiske overfor deres øvrighed. Lydighed er ikke det samme som spytslikkeri - eller, som det pænt hedder i dag politisk neutralitet. Kristne er ikke politiske eunuker. Den berømte episteltekst fra Rom. 13 udfolder emnet i en anden række, ikke kritik af øvrigheden, men en relativering af øvrighedens myndighed. Den er fra Gud, dvs. den er der ikke af egen ret, de er Guds tjenere.
 

Teksten (Matt. 22,15-22) 

Det handler om, hvad vi skylder Gud, og hvad vi skylder samfundet. Svaret er enkelt: Gud skylder vi alt, nemlig os selv, men samfundet, dengang repræsenteret ved kejsere, skylder vi skat, dvs. penge, ikke mere. Det er rettet både imod en i både fromme og intellektuelle kredse udbredt politikerforagt. De har krav på respekt! Men samtidig er det magter, der er underordnet Gud, Soli Deo Gloria, det er en vigtig protestantisk grundsætning: Kejseren skylder vi penge, Gud skylder vi æren - og dermed alt.
 

Teologisk refleksion over helligdagen  

"Frygt Gud, ær Kongen (1. Pet. 2,17). Skriften lærer os, at staten på grundlag af en guddommelig anordning har til opgave at sørge for ret og fred i den endnu ikke forløste verden, som også kirken findes i; dette skal staten gøre ud fra menneskelig indsigt og formåen, idet den kan true med magt og også gøre brug af den. Kirken erkender i tak og ærefrygt overfor Gud, hvilken velgerning der ligger i denne anordning. Kirken erindrer om Guds rig, om Guds bud og retfærdighed, og dermed  også om de regerendes og de regeredes ansvar. Kirken stoler på og adlyder kraften fra det ord, gennem hvilket Gud bærer alle ting.

Vi forkaster den falske lære, at staten ud over sit særlige opdrag skulle kunne blive menneskelivets eneste og absolutte ordning og dermed også  skulle kunne opfylde kirkens bestemmelse. Vi forkaster den falske lære, at kirken ud over sit særlige opdrag kunne tiltage sig en statslig fremtrædelsesfom, statslige opgaver og statslig værdighed, og derved blive et organ i staten" (Barmenerklæringen fra 1934 imod den nazistiske totalitære stat).