22. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

12. november 2017 | Udarbejdet af Thala Juul Holm og Poul Skjølstrup Larsen

Tekstkommentarer

Hvor mange gange skal jeg tilgive min næste? Det er det spørgsmål, som sætter Jesus i gang med at fortælle lignelsen om den gældbundne tjener.

Tilgivelse er for livet i Guds Rige her på jorden, hvad det daglige brød er for legemet. Ufravigeligt nødvendigt. Og ikke noget, man kan blive færdig med. 

Gud interesserer sig ikke for vores synd og vores syndighed. Den bliver os i egentligste forstand forladt. Det er karakteristisk for Jesu måde at forholde sig til synd ,at han erklærer den forladt eller tilgivet, uden at interessere sig for, om der er tale om dyb og udfoldet anger. Jesus vender altid den syndiges blik fremad: Stå op og gå, kom ind til fest, du skal fange mennesker, synd ikke mere. 

Men Gud interesserer sig for vores forhold til synden. Vi skal forstå, at den er et vilkår, at det hæslige og onde findes. At det lever og folder sig ud, om os og i os. Det onde, synden har tag i enhver, og udtrykker sig, med forskelligt ansigt, i enhver. 

Vi - Poul Skjølstrup og jeg - tog i vores samtale om teksten fat på, at det er vigtigt at erkende synden i mig selv og det er vigtigt at erkende synden som et fælles vilkår 

Begge dele væsentligt. Synden er et vilkår. Hvis ikke synden ses som vilkår, vil synden skille mennesker. 

Når jeg ser synden i den anden som fremmed fra mig selv, og rettet mod mig selv, så skiller synden mig fra mit medmenneske. Når jeg erkender synden som et vilkår, at den lever i mig og i mit medmenneske, så samler synden mig og medmennesket i solidaritet om vores fælles, hårde vilkår. Jeg må altså erkende dels synden som vilkår, dels syndens liv i mig selv. Hvis jeg ikke erkender synden i mig selv bliver synden et våben ikke et vilkår. Så dømmer jeg den anden, og tilgiver ikke. 

Elsk din fjende er ikke et uopfyldeligt krav om høje moralske standarder. Elsk din fjende er en simpel opfordring til at samles mod det fælles hårde vilkår, synden. På den måde kommer selv synden til at gå kærlighedens ærinde: Alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud.  

Mennesket skal i én bevægelse erkende synden som et vilkår og som levende i det selv. Kende syndens ansigt i sig selv, for ikke at lægge synden uden for sig selv, på medmennesket, syndebukken.  Og solidarisk dele syndens vilkår med det menneske, der er en anden del af Kristi legeme.  

I 1870´erne skabte de hårde vilkår for arbejderne i industrien en af historiens store bevægelser for samling og solidaritet - med enorme samfundsudviklende og civilisatoriske kræfter. 

Sådan kan selv syndens hårdhed samle os i solidaritet og kærlighed med enorme Gudsrigefremmende kræfter.