Alle helgens dag (1. tekstrække)

5. november 2017 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Tekstkommentarer

Benny Dröscher: Let us suppose, then, that we are dreaming, 2009 Allehelgen har i de sidste årtier udviklet sig til at blive den dag, hvor vi mindes vores døde (Alle sjælesdag) og i mange kirker/ kapeller holdes særlige mindeandagter over de døde. Jeg vil her forholde mig til den almindelige søndagsgudstjeneste, hvor menigheden rummer både sørgende som "almindelige" kirkegængere. Hvor "vi" deler erfaringen af tiden som en dobbelt magt, der båder giver og tager, men hvor vi også ved, at alt hvad vi får, det skal  en dag tages fra os.

Denne sorg  eller det vilkår skal ikke tildækkes men tages alvorligt, og det mener jeg kun man kan gøre ved at overbyde erfaringen med tro og håb, med sang frem for stilhed, med poesi frem for tomhed, med musik og skønhed. Som vi ved begravelsen synger de smukkeste salmer for at insistere på troen og håbet. Vi må forsøge at åbne et rum, hvor vi kan se os selv som dem, der ikke kun lever i tiden men i Guds lys og under Guds løfte,  der er større og sandere, uden at vi kan fatte det første eller det sidste af, hvad Gud gør.

Denne dobbelthed mellem tid og evighed  kan ikke siges smukkere end som det siges hos Esajas (lektien):

Solen er ikke længere
dit lys om dagen,
der er ikke månen,
der lyser for dig om natten;
men Herren skal være dit evige  lys,
og din Gud er din herlighed.

Hvis man som jeg læser Lektie, Epistel, Evangelium efter 92-ordningen, vil jeg til Alle helgens dag overveje ikke at læse  Åbn. 7.1-17. Enten vil jeg nøjes med at  læse 7,13-17 , eller jeg vil  bruge muligheden for at læse  2. tekstrækkes evangelium som 2. læsning. (Matt. 5, 13-16)