20. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

29. oktober 2017 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Dengang der skulle være fest!

Til jøderne fortæller Jesus en lignelse om Gud. Gud ligner en konge, der vil holde en bryllupsfest for sin søn. Der er selvfølgelig en række gæster, der skal indbydes. De er alle sammen selvskrevne. Det er dem, kongen har noget særligt sammen med.  Og kongen sender tjenerne ud for at sige til dem: "Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til en fest, I aldrig vil glemme." Men de indbudte vil ikke komme. Nogle er ligeglade. Andre har så travlt, at de ikke har tid. Atter andre bliver voldelige og giver sig til at myrde løs på tjenerne.

Da Jesus er færdig med sin lignelse, bliver jøderne forargede. For den handler om dem. Det er dem, Gud har noget særligt sammen med. De er jo Guds ejendomsfolk. Og deres profeter har forudsagt, at Gud ville sende sin søn på et tidspunkt. Det ville betyde glæde og fest for dem - de særligt udvalgte. Fest som den, kongen ville indbyde til for sin søns skyld. Så jøderne burde forstå, hvad det drejer sig om. Men da det kommer til stykket, gider de ikke være med. Tværtimod giver de sig til at myrde løs. Det, der skulle være glæde, ender med vold og mord. Og inden der er gået ret mange dage, ved vi, at Jesus får ret. Det ender med vold og døden på et kors.

Kongen bliver vred og sender sine hære ud for at dræbe morderne og brænde deres byer af, fortæller Jesus. Vi har ellers hørt, at vi skal elske vore fjender. Det gør vi ikke, men vi håber alligevel, at Gud i det mindste gør det. Ellers står det skidt til. Så hvorfor pludseligt disse voldsomme billeder af kongen, der dræber og brænder byer af? Jamen, hvordan ellers fortælle, at Gud er en konge, der ikke vil det onde. Gud er en, der kæmper mod det onde. Han agter at udrydde det onde fra jordens overflade. For Gud er en Gud, der har magt og som vil føre sin sag igennem. Og Guds sag er nu engang, at der skal være fest for sønnens bryllup. Derfor sendes tjenerne ud igen. Nu må festdeltagerne søges ude i udkanten. Derude, hvor man ellers ikke skulle tro, at menneskene var værdige til en så fornem fest. De er ikke Guds folk. De er derimod gudløse - og netop ikke værdige til sådan en fest. Og sådan bliver festsalen fuld og bryllupsfesten kan begynde.

Hvad skal vi så bruge dette til? Ja, vi skal vide, at lignelsen ikke kun er fortalt til jøderne dengang. Den er også fortalt til os. Vi skal høre, at vi også er inviteret til den bryllupsfest, som Gud holder. For Gud ikke en, der vil lade os gå til i vores gudløshed. Nej, han vil os noget. Nu skal sønnens bryllupsfest holdes og den fest kan ikke holdes uden, at vi er med i den.

Ham, der ikke havde den rette bryllupsklædning på? Hvem er han? Jeg ved det ikke. Jeg ved, at det godt kan være os, når vi ikke gider være med i festen. Jeg ved ikke, hvad der nøjagtigt menes. Men evangeliet siger tydeligt nok, at det kan vi også være ligeglade med, hvis vi er med til festen og er festlige.

Nu handler det bare om at feste!