19. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

22. oktober 2017 | Udarbejdet af Jens Torkild Bak og Birgitte Ebert

Dagens tekster

"I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, .... og iføre jer det nye menneske." Der er noget befriende fysisk og praktisabelt over denne forestilling - fra søndagens episteltekst, Paulus´s brev til efeserne - om livet i den kristne tro.

Troen er noget, man tager over sig, på samme måde som man kan hylle sig i kirkens indre og et ritual. Det er noget, man kan gå til, eller fra. Modsat forestillingen om troens liv som et kun indre liv på grænsen til kvælning.
Troen som en udadrettet bevægelse - eller som en forestillet udadrettet bevægelse - er fastholdt i evangelieteksten hos Markus. Syndernes forladelse får ikke lov at stå alene som et abstrakt dictum, men kombineres med (eller illustreres ved?), at den lamme tillige får førligheden tilbage. Han kan nu tage sin båre og gå. Det opbyggelige kup ved denne kombination er, at tilgivelsens og troens virkelighed tydeliggøres som en fremadrettet og udadrettet bevægelse. Hvis tilgivelse ikke (i en eller anden forstand) betegner en fysisk bevægelse (at hylle sig i et nyt liv), sidder man jo stadigt fast i fortiden, selv om ordene evt. siger noget andet.

"Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet". Sådan! "At forlade er måske et bedre ord end at tilgive. At forlade, i betydningen lægge bag sig, frigøre sig fra." (Jan Atle Andersen, norsk psykolog).

Jørgen Gustava Brandt har i salmen "Tænk, at livet" nogle verslinjer, som fint fanger det således på een gang fysiske og åndelige flow, der er i dagens tekster: "Hvert et skridt, du tar så frit nu, er identisk med din tro....".