Juledag (1. tekstrække)

25. december 2016 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Helligdagen

Julefesten er først relativ sent blevet kirkeårets andet centrum ved siden af påskefesten. Oprindeligt fejrede man Jesu dåb og epifani, først i det 4. århundrede begyndte man at fejre jul i Rom. Der er forskellige hypoteser om julefestens placering, den ene er en beregningshypotese, hvor man beregnede Jesu fødsel ud fra Mariae undfangelse, der traditionel placeredes i marts ved forårets begyndelse. Andre mener, at julefesten hænger sammen med en romersk solfest, hvor man fejrede den ubesejrede romerske solgud (sol invictus). I antikken betyder fødselsdag ikke kun et menneskes fødsel, men også magt, herlighed, guddommelighed og åbenbaring. Derfor fejrer man i julen ikke kun et menneskes fødsel, men det guddommeliges nærvær.

-

Teksten (Luk. 2,1-14)

Julefejringen i Rom bestod egentlig af tre gudstjenester, midnat, tidlig morgen og selve juledag, disse tre gudstjenester symboliserede for middelalderens mystikere den guddommelige treenighed, gudssønnens fødsel af Faderen, Guds søns fødsel af jomfru Maria, Guds fødsel i den enkeltes sjæl gennem Helligånden. Hvis man skulle følge denne opbygning, så skulle juleevangeliet først læses ved den anden gudstjeneste julemorgen. Det er så at sige den jordiske side af julen. Guds herlighed, der viser sig i det nære, fortrolige, Guds menneskelighed. At verden ikke er et gudsforladt sted. I Lukasevangleits fortælling om Jesu fødsel er der også politiske undertoner: Hvor kejseren guddommeliggøres, fortæller evangeliet modhistorien om at Gud bliver menneskeliggjort.

-

Teologisk refleksion over helligdagen

Det er karakteristisk for den vestlige kirke, at det er julefesten, der er årets største højtid, medens det i den østlige kirke altid var påsken. Det har ikke kun sin grund i julefestens folkelige gennemslagskraft og popularitet, men også teologiske grunde: Hvor der i østkirkens teologi ligger vægten på Jesu guddommelighed, ligger vægten i vestkirken på Jesu menneskelighed, Guds menneskelighed. Julens popularitet har også dybe teologiske årsager. I det himmelske barn fejrer vi også vores egen guddommelighed og storhed, vores eget værd. "Ethvert menneske er kommet til verden som noget enestående, er blevet beundret og bevaret. Og vi giver udtryk for vores livsbekræftelse, ved at give hinanden gaver" (Manfred Josuttis). At give gaver er i virkeligheden noget stort, det er en livsbekræftende handling, et ja til livet - de andre menneskers og vores eget. Livet er noget guddommeligt, hvert menneskets liv.