16. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

1. oktober 2017 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

Søndagen

"Efterårets påskedag" falder let i munden, når det gælder 16.s.e.trinitatis. Og sandt er det, at søndagens underberetning sætter liv og død op som den store modsætning.

Anden tekstrække valgte Lazarus opvækkelse som pendant og understreger dermed, at "som Han opstod skal vi opstå".

Teologisk refleksion

Imidlertid er der andre farver på efterårspaletten end forårets påskegule. Den dybe septemberglød får andre dele af billedet til at træde frem. Hørt i efterklangen af Efeser-epistelen taler evangeliet om Kristi kærlighedshandling, som er kraftkilde til menneskets handlinger. Den alenlange sætning Ef 3,14-19 bygger op til konklusionen: "..kende Kristi kærlighed..., så I fyldes, til hele Guds fylde nås."

Jesu handling retter sig mod den svage. Hende har han blik for, ikke den døde. Han ynkedes over hende. Derfor er det ikke opvækkelsen, men den kraft, der virker den, søndagen handler om.

Efeserbrevet identificerer den livgivende kraft som kærlighed. Kærlighed er erkendelsesvej til Gud. Den er livsmidlet og livsmålet på samme tid.

Fylden (tò plæråma) trænger døden tilbage og skaber livsrum blandt mennesker.