12. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

3. september 2017 | Udarbejdet af Thala Juul Holm og Poul Skjølstrup Larsen

Tekstrefleksion

GT-læsningen og epistelen leder på hver sin måde frem til evangeliet. I GT møder vi menneskenes hjemmegjorte guder uden mund og mæle. Menneskene, som holder sig til de selvgjorte guder, bliver som dem - uden evne til egentlig tale. Uden himmelens Gud, med den skabende almagt, bliver menneskene stumme og forstenede. Men med tillid (gennem Kristus) til den himmelske Gud, kan det forstenede, med Guds ånd, få liv og vækkes til liv i en ny tjeneste - ikke bundet til bogstav og lovoverholdelse - men i kærlighed og frihed (epistelen).

Med evangeliet er vi så i et næsten trivielt setup i Jesushistorien. Endnu en syg bringes til Jesus. Denne gang en døv, som heller ikke kan tale. Folk er indstillet på at Jesus kan helbrede, men er de indstillet på så stort et under, som de bliver vidne til? Man må regne med at den døve er døvfødt, og derfor heller ikke har noget sprog. Men så blomstrer sproget af sig selv, frisat af Guds ånd. Sproget er der; det som ellers så møjsommeligt læres, flyder straks frit. Sjælen eller sindet på et båndlagt menneske får sprog og udtrykskraft til at bryde ud af sin skal.

Jesus har hele Guds skaberkraft. Og nok er han jordnær i sin måde at handle på, bruger spyt, stikker fingrene ret bastant i de døve ører, men det er det, at han siger et "bliv" - her "Effata," - luk dig op -, der skaber og sætter fri. Og ikke bare kan den døvstumme nu tale, det kan folkeskaren også. Han har gjort al ting vel. På engang et klokkerent ekko af Guds ord på skabelsens morgen: Se, alt er såre godt - og et evangelisk ord om Jesus. I ham er Gud tilstede med skaberkraft i menneskenes liv og historie.

Der er undervejs et lille "spil", der har fået navnet Messiashemmeligheden: De må ikke sige det. Men jo mere han forbyder det, jo mere fortæller de det. Det skal vel netop fortælle at allerede før alle disciplenes erfaringer omkring Kristi opstandelse, havde de forud mødt skabelseskraften i hans virke, og folk havde forstået det. Først ved hans opstandelse ophæves den foreløbige Messiashemmelighed. Kristus blev stadfæstet som "Guds Søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde". (Rom. 1,1) Altså netop med den magt, kun skaberen selv kan have.

 For os er der ingen messiashemmelighed. Vi har kun at læne os ind i, at han har gjort alle ting vel. Gør vi det, så har vi et løfte om at Guds ånd også hos vil skabe ny tale, som vil bryde ud af vores skal. Vores kirkelige skal kan godt være døde ord, alt det vi plejer at sige. Emblemer for de rigtige meninger. En slags selvgjorte afguder. Engang måske levende udtryk. Men altså: Hør Guds egentlige Effata, så følger den egentlige tale også.