11. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

27. august 2017 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Tekst refleksion

Lignelsen og tolderen og farisæeren inviterer til en karsk luthersk prædiken. Det er lige på og hårdt: Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Teksten har ellers fået flere til sarkastisk at påpege, at mange gennem tiderne er gået ind i Herrens hus som en ydmyg tolder og er kommet ud igen som en ophøjet farisæer. Man har lært at påtage sig en såkaldt kristelig attitude, der ligner den ydmyge tolders. Man går med nedslagne øjne, hælder med hovedet, sætter sig på den nederste plads, alt imens man har travlt med alle de knap så ydmyge. Vi kender vel alle denne kristelige fernis af ydmyghed, der dækker over farisæeren inden i os. Som sådan rammer teksten den enkelte på flere måder!

Hvad er sand ydmyghed? Ja, tolderen står afsides. Han er ene med sig selv overfor Gud. Han står med andre ord langt borte fra andre mennesker. Tolderen står ikke og nynner: "Menneske, din egen magt gør dig svimmel og forsagt..." Han slår sig derimod for bryster og siger: Gud, vær mig synder nådig! Når et menneske står ene med sig selv i ørkenen og bliver overfaldet af et dyr, så kommer skriget af sig selv. Men selv der, kan et andet menneske høre skriget og komme den nødstedte til hjælp. Men overfor Gud er man så alene, at det ikke hjælper at nogen kommer til hjælp. Og da har man ikke andet end bønnen, der opfinder dette skrig: Gud, vær mig synder nådig! Ydmyghed består med andre ord i, at man er ene med sig selv overfor Gud. Og i sin ensomhed har man intet at komme med overfor Gud udover skriget: Gud, vær mig synder nådig! Først der, hvor man intet har at komme med over for Gud, lader man Gud være Gud. Gud kommer og skaber af intet og ophøjer den, der intet har at komme med. Således gik tolderen retfærdiggjort hjem.

Hvad er falsk ydmyghed? Ja, farisæeren beder også for sig selv, men kun tilsyneladende. Han har altid mennesker ved sin side. Mennesker, han sammenligner sig med. Mennesker, han ophøjer sig selv i forhold til: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Og hvor er da Gud? Farisæeren har jo lige ophøjet sig selv og skal vel kun bruge Gud til at blive klappet på ryggen med. Og således gik farisæeren ikke retfærdiggjort hjem.

Den ironiske pointe er: Gud er Gud. Derfor: Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Det er lige på og hårdt.