7. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

30. juli 2017 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Tekst refleksion

Teksten er fuld af humor. Teksten spiller f.eks. humoristisk på modsætningen mellem lille og stor, lav og høj. Det, der er lille i menneskers øjne, viser sig at være stort i Guds øjne og omvendt. Det er lidt ligesom Storm Ps flue om nullerne, der ikke betyder noget hver for sig, men tilsammen er det dem, der tæller. Zakæus er således det lille nul i menneskers øjne. Fysisk er han lille. Han er faktisk så lille, at han ikke engang kan se henover skuldrene på de mennesker, der står foran ham. Han er altså meget meget lille. Denne meget lille mand er vant til, at han må gøre sig højere, end han er. En af metoderne er som tolder at rage folks penge til sig. Han er så god, at han bliver høj af det. Professionsmæssigt bliver han højere end sine kollegaer. Han bliver overtolder. Men lige meget hjælper det. I menneskers øjne er han stadig en lille mand. Igen prøver han at komme højere op. Han klatrer op i et træ, så han på en anden måde kan se ned på dem.

Pointen er, at det først er i mødet med Jesus, at Zakæus kommer ned på jorden. Zakæus iver efter at blive højere end han er, afsløres som latterlig. Det samme bliver de andre, der giver ondt af sig over, at Jesus har med denne lille Zakæus at gøre. Byens store mænd afsløres altså også som latterlige, da det viser sig, at de er små smålige mænd, der ikke kan dele glæde med nogen.

Jesus har gennemskuet dem og vil spise og drikke med Zakæus alligevel. Zakæus rastløse bekymring om sin højde afløses nu af en befriende glæde. En glæde, som igen er smittet af den himmelske glæde over, at en synder er blevet fundet (Jfr. Lukasevangeliet kap. 15). En glæde som for alvor kommer til udtryk i bordfællesskabet med Jesus, som er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Zakæus er blevet fundet og set med Jesus øjne vokser han adskillige centimeter. Hvilken glæde!