6. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

23. juli 2017 | Udarbejdet af Bodil Raakjær Jensen og Lasse Toft Eriksen

Kollekt

Valg af kollekt danner grundlag for dagens "stemning", idet kollekten er det filter, hvorigennem man hører de andre tekster. På 6.s.e.trin. er det et særligt afgørende valg, idet kollekterne fokuserer meget forskelligt.
Den første kollekt koncentrerer sig om synden, der "klæber" til mennesket. Så længe mennesket lever, kan det ikke "være uden ond vilje og tilbøjelighed til det onde." Kun Gud Helligånd kan rense menneskehjertet og indgive det kærlighed til Guds ord. Den anden kollekt fokuserer derimod på det gode, som kommer fra Gud. Kollekten er en bøn om, at Gud til stadighed vil nære og bevare det gode, som han har plantet i mennesket. Selvom kollekterne er enige om, at Gud er det godes skaber og bevarer, så er grundsynet på mennesket meget forskelligt. (Der er selvfølgelig også mulighed for, at der vælges en helt tredje kollekt.)

Gammeltestamentlig lektie - 5. Mos.30,11-14

Vi befinder os ved afslutningen af Moses lange gennemgang af loven - den nye pagt, som Gud har sluttet med sit folk, Israel. Moses har lige gjort rede for de velsignelser og forbandelser der følger med, når folket hhv. holder eller svigter pagten. Sidstnævnte eksemplificeres i det ene forfærdelige frafald: at dyrke andre guder. Moses gør rede for, at Guds krav ikke er umulige."Ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det". "Ordet" er hos Moses ensbetydende med loven, og det anses for at være en relativ overkommelig opgave at opfylde dens regler og forskrifter. I de efterfølgende vers stiller Moses folket i valget mellem livet og lykken overfor døden og ulykken (v.15) og opfordrer dem til at vælge livet (v.19). Sammen med dagens tekst udgør disse vers lovtalens kulmination, inden Josva indsættes som Moses efterfølger (kapitel 31).

Epistel - Rom.6,3-11

Paulus ser anderledes på loven end Moses, idet loven for Paulus er en øjenåbner. Loven gør nemlig synden tydelig og viser dermed hen på nåden i Kristus(de forudgående vers). Dagens tekst er en gennemgang af kristen dåbssymbolik: idet den døbte igennem dåben er død med Kristus, skal han/hun også leve med ham i opstandelsen. Dåben som udtryk for (drukne)død og" genoplivelse" er nok tydeligere i ældre dages eller andre kirkesamfunds dåbspraksis, hvor man dykkes helt ned under vand.  Pga. dåben, hvor den døbte får fællesskab med Kristus i liv og død, skal og kan den døbte se sig selv som død for synden og levende for Gud. Det udtrykker det samme positive syn på livet, som findes i dagens andet kollektforslag.
(Hvor "ordet" hos Moses er det samme som loven, skifter det afgørende betydning hos Paulus. Det står ikke i dagens tekst, men klinger dog med betydningsmæssigt (ikke mindst, hvis man vælger at synge DDS 397 "Trods længselens smerte"). Paulus genbruger skriftstedet fra 5. Mos., men sætter "ordet" lig med Kristus (Rom.10,6-10).) Kristus erstatter loven, og frelsen ligger derfor i følgeskab med ham.

Evangelium - Matt.5,20-26

Evangeliet er en del af bjergprædikenen. I hele kapitel 5 skærper Jesus loven ved den gentagne formel: "I har hørt, at der er sagt til de gamle / men jeg siger jer". For Jesus er det ikke kun handlingen, men allerede tanken, der gælder. Det gør loven radikal og umulig at overholde.  Umuligheden understreges endvidere af de første vers, hvor Jesus kræver en retfærdighed, der er større end de skriftkloges og farisæernes. Det var netop kendetegnet på dem, at de kendte lovens bogstaver på punkt og prikke og gjorde alt for at holde dem. Ordet dvs. loven var dem ganske nær i mund og hjerte, så de kunne følge den (lektien). Ifølge moseloven var der ingen tvivl om deres retfærdighed.  Det kunne ikke gøres bedre. Den retfærdighed, som Jesus kræver, må altså være af en anden art.
Ligesom Paulus-teksten sporer evangeliet os ind på lov/evangelium tænkningen. Loven - i Jesu radikale udlægning - kræver det menneskeligt umulige. Dermed skærper loven syndserkendelsen og viser hen på evangeliet / nåden. I Kristus, der har besejret synd og død, har Gud givet mennesket del i sin egen retfærdighed, som er den, der er større end de skriftkloges. Det er det gode, som Gud har plantet i menneskets hjerte (kollekten). Det skal dog ikke være uden konsekvenser for menneskets liv og syn på næsten. Vejen til Gud går gennem medmennesket og kun ved f.eks. at (forsøge at) hele det brudte forhold til et andet menneske, kan man dyrke Gud på rette måde.