5. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

16. juli 2017 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

 

Søndagen

Femte søndag efter trinitatis danner overgang mellem den første større søndagsgruppe i trinitatistiden, første til fjerde søndag, og gruppen sjette til elvte søndag efter trinitatis. Sat i store overskrifter: første del af trinitatistiden speeder op til maximumfart på millisekunder og farer jublende af sted med hele påske- og pinsedynamikken i ryggen.

Det er opstandelseskraft og dåbsglæde, der driver farten frem. Denne kraft er fortsat til stede i næste søndagsgruppe, naturligvis, men farten stabiliseres, og der gives rum og tid for formaninger til menigheden mod hykleri og selvretfærdighed og alvorlig gentagelse af, at forholdet til næsten som prøvested for kristentroens sandhed.

Teologisk reflektion

Første Petersbrev afsluttes: Til slut: Lev alle i enighed etc. (1 Pet 3,8). En ikke uvæsentlig tilføjelse til den kaldelse, som dominerer søndagen som tema: Medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed.

Det er ikke nok at sætte i værk - der skal også fundamenteres og vedligeholdes. Enhver god arbejdsplads består af både igangsættere og vedligeholdere. Således skal en kristen menighed også være præget af differentiering i kaldet, og ethvert samfundsfællesskab har brug for flere indianere end høvdinge.

Og her kniber det ofte med at se betydningen af de mangfoldige, stilfærdige tjenester. De mere udadvendte og højtråbende bemærkes og belønnes, mens de stilfærdige, der bærer dagens byrde og hede, overses. Christian den fjerde byggede både Rundetårn, Børsen, Vor Frelsers Kirke og meget mere, siges det. Mærkeligt nok fik han ikke arbejdsskader af det. De kongelige blodsdråber, vi kan betragte på et lommetørklæde, faldt på krigsskibet Trefoldigheden!