4. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

9. juli 2017 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

SØNDAGEN

Søndagens tema er barmhjertighed, den barmhjertighed vi modtager, og den vi skylder vore medmennesker. Det er ikke sådan, at det ene betinger det andet, men sådan, at det er to sider af samme sag: ikke at ville modtage barmhjertighed og ikke at kunne videregive til andre. Den gammeltestamentlige tekst slår tonen an, det er historien om David og Batseba (2. Sam 11), det var ondt i Herrens øjne. Men i reaktionen på Natans fortælling fælder David dom over sig selv. "Nådeløs barm er skilt fra Gud" (Grundtvig, DDS 695,3).

TeksteN

Hvor Det Gamle Testamente taler om dommen, vi fælder over os selv, når vi dømmer andre, taler bjergprædiken over fornyelsens mulighed. Det er ikke sandt og ganske uevangelisk snak, at mennesket skulle være en uforbederlig synder. Fornyelsen er muligt, vi kan tage bjælken af vort eget øje, før vi ser splinten i medmenneskets øje. Fordi Gud var barmhjertig først! Guds tilgivelse er ikke belønning vor vores tilgivelse, men forudsætning for den:

"Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer,
som, når vi falder ham til fod, inderlig rørt os omarmer,
det må vi alle i det små, det kan vi alle godt forstå,
som har et menenskehjerte!"
(Grundtvig, DDS 695,6)

Teologisk reflektion over helligdagen

Søren Kierkegaard har en refleksion over det opbyggelige i at have uret. Normalt gør det ondt at få uret, og vi vil nødig indrømme at have uret. Og omvendt er det en stor tilfredsstillelse at vide at man har ret, uanset, hvad folk siger. Men sådan er det ikke i kærligheden. Et elsket menneske har gjort uret imod dig, du siger måske til dig selv: ja, jeg har ret, den anden har begået uret mod mig. Men hvis du virkelig elsker det andet menneske, så vil det ikke være en trøst, så vil kærligheden sige: Jeg håber inderligt, at jeg har uret, du vil gribe efter alt, hvor at bevise, du har ret, efter enhver sandsynlighed. For kærlighed er ikke at ville have ret, men at have uret i al vor mistænksomhed. Kærligheden dømmer ikke, søger ikke sit eget, sit eget ret. (Fra Enten Eller, SV 3, s. 318f.).

Løgstrup har engang skrevet: Forestil dig et menneskets ansigt, der lige har fået ret! Det er ikke et kønt syn.