2. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

25. juni 2017 | Udarbejdet af Bodil Raakjær Jensen og Lasse Toft Eriksen

 

Lignelsen om det store festmåltid

I gudstjenestens kontekst:
Festmåltidet er fra gammel tid et billede på Gudsrigets gennembrud. Det fremgår tydeligt af dagens gammeltestamentlige læsning hos profeten Esajas (25,6-9), hvor der fortælles, at Gud ved tidernes ende vil holde festmåltid for alle folk. På den dag er al uvished, sorg og ondskab overvundet.

Epistlen fra 1. Johannesbrev (1.Joh. 3,13-18) tager fat i modsætningen mellem verden og de troende. Kærligheden til Gud og til næsten må få synlige konsekvenser. Det er ikke nok med ord om kærlighed, men kærligheden fra Gud må rækkes videre i gerninger. Guds kærlighed er ikke i den, der går mere op i sin ejendom end i sit medmenneske.

Evangeliets bibelske kontekst:
Jesus er på en sabbat inviteret til middag hos en ledende farisæer. Efter at have helbredt en syg mand, kritiseret gæsternes måde at tilrane sig de bedste pladser på og opfordret til at invitere fattige og syge i stedet for alle vennerne, fortæller Jesus lignelsen om det store festmåltid. Den er altså fra første færd fortalt til skriftkloge og farisæere, der som Guds eget folk var selvskrevet til festen i Guds rige, men som takkede nej, da det kom til stykket - dvs. de afviste Jesus som Gudsrigets åbenbaring. Denne sammenhæng forklarer evangeliets konklusion "Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid". For det ligner ellers ikke den Gud, der tager imod fortabte, at udelukke nogen fra sit rige for bestandigt.

At have og at være
Et særkende for Lukasevangeliet er modsætningen mellem rig/fattig eller stærk/svag, hvilket er tydeligt her. De, der finder deres identitet i at have noget (en mark, okser, en kone), kan ikke afse tid til Gud. Derimod er det dem, der ikke har andet end sig selv - de som bare er - der kommer til at fylde Guds hus. (jvf. "Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Mk.10,13-16) Begæret efter magt og ejendom ødelægger vores forhold til Gud, for det gør, at vi prioriterer forkert. Vi vil nødig være afhængige af andre - heller ikke af Gud. Vi vil selv gøre os fortjent, men Guds rige får vi kun som gave. Det er hverken en guldmedalje eller en flidspræmie, men ren nåde. Guds rige er åbent for alle, men det er vores eget valg, om vi vil være med.

Carpe diem - grib dagen
Gudsrige er glæde og fest, men vores "protestantiske arbejdsmoral" siger: først arbejdet og så fornøjelsen. Vi udsætter som regel fest og glæde til senere brug. "Lige om lidt..." og "jeg skal lige..." er nok velkendte replikker for os alle. På den måde går vi glip af uanede mængder af glæde, for tiden stopper ikke - ligesom festen i Gudsriget fandt sted, bare med andre gæster.