Trinitatis søndag (1. tekstrække)

11. juni 2017 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

 



Søndagen:

Trinitatis (en kombination og det latinske ord for tre og enhed, unitas) og søndag er en af de kristelige idéfester, der ikke knytter sig en bestemt begivenhed.  Treenighedslæren er formuleret i den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse fra 325 og 381, der afslutter stridigheder i oldkirken omkring Jesu guddommelighed og fastholden ved monoteismen. - i en afvisning af Arius, der ud fra en streng monoteistisk teologi bestred Kristi guddom. Trinitatisfesten blev indført 1334 af pave Johannes XXII og blev bibeholdt af reformatorerne. Læsningerne til denne søndag viser vanskeligheder med at give en bibelsk begrundelse for treenighedslæren. I kirkeåret fungerer trinitatis søndag som en slags slutpunkt eller sammenfatning af kirkeårets første halvdel med julefesten, påsken og pinsefesten som højdepunkter.

Teksten:

Joh. 3,1-15 om Nikodemus har ikke ret meget med dagen at gøre, medmindre man vil se i dåben en hentydning til treenigheden. Man kunne tage udgangspunkt i en meditation over natten, idet Nikodemus møder Jesus om natten. Som inspiration kunne man vælge Novalis berømte digt "Hymnen an die Nacht" men også Benny Andersens sang til natten.

Jeg vender mig bort mod den hellige, uudsigelige og hemmelighedsfulde nat. Fjernt ligger verden. Den er sænket ned i en dyb slugt. Dens sted er øde og ensomt. Et dybt vemod bølger i brystets strenge. Jeg vil synke ned i dugdråber og blande mig med asken.

Fra Peter Laugesens danske oversættelse af "Hymnen an die Nacht"

Læs hele digtet her (tysk tekst)

Teologisk reflektion over helligdagen:

Hvad er det, der giver os den overbevisning, at vi har den rette tro? Det er troen på den treenige Gud. Det er de kristnes særkende, det er det og intet andet, der gør en dåb gyldig: Ikke hvem, der døbte, hvornår, hvordan - men at det sker i den treenige Guds navn! Mere skal der ikke til, så er det en kristen dåb. Det er det, der skelner de kristne fra alle andre religioner.

Hvad er det så der knytter os sammen med alle andre mennesker, men alle andre religioner, muslimer, hinduer, jøder? Hvad er det, der gør at vi også kan lære af dem, lytte ti dem, tale med dem? Hvad er det, der gør, at vi også kan møde dem med agtelse og respekt?  Det er også troen på den treenige Gud. For vi kristne tror ikke på en Gud som en fiks idé og vores eget billede, men på den Gud der viser sig, den treenige Gud, der bærer i sig også andre religioners gudserfaringer: Faderen - den tavse, fjerne Gud, sønnen, den nære, personlige Gud, Helligånden: Gud som kærlighedens kraft i os. Der er mange gudserfaringer. For vi kristne tror ikke på "vores" Gud, vi har heller ikke en Gud - men vi tror på den treenige Gud, der er vores herre, ikke den Gud vi har skabt og udtænkt, men den Gud, der har skabt os i sit billede.