Langfredag (1. tekstrække)

14. april 2017 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

teologiske overvejelser

Skal der prædikes langfredag, eller står teksterne så
stærkt, så der ikke er mere at tilføje?

Der er mange liturgiske gudstjenester langfredag og megen
storslåen musik, der fortolker korsdøden, men jeg vil gerne slå et slag for, at
der naturligvis også skal prædikes langfredag, Prædikenens funktion er netop det nutidige element. Teksterne skal hele tiden forstås og fortolkes i lyset af tiden. Og nej, teksterne til langfredag står ikke stærkest i sig selv. Det forbliver et ufatteligt mysterium, at Guds søn måtte dø på et kors. Ingen prædiken kan forklare dette mysterium, men en prædiken kan give korsdøden sprog og knytte den til vores erfaring.

Anfægtelsen må tages alvorligt. Forfatteren Karen Blixen forholdt sig livet igennem til den kristne forsoningslære, som hun havde et anstrengt forhold til. I et Afrika-brev til sin søster Ellen Dahl skriver hun (1928):

»Menneskeheden har i to tusend Aar været Christus taknemlig, fordi han hengav sig for den; men jeg tror virkelig, at det var meget faa, som ikke, hvis de fik Tilbud om at Korsfæstelsen skulde finde sted nu i Eftermiddag, for deres personlige Frelses Skyld, - selv med det hede Helvede og evig Fordømmelse lige i Synet, - vilde ile til og sige: det maa De for Himlens Skyld ikke indlade Dem paa«.

Naturligvis ville et menneske ikke vælge, at et andet menneske skulle korsfæstes for egen vindings skyld. Men det afholder os jo ikke fra at korsfæste kærligheden og ødelægge livet for os selv og hinanden. Det gode liv er så tæt på, og så formår vi alligevel at ødelægge det. Her vil jeg mene, at kristendommen er langt mere virkelighedsnær, uanset at korsfæstelsen blive ved med at anfægte forstanden.

Digteren Sophus Clausen beskriver langfredags begivenhed i digtet "Evangelium". Det er på en side en anfægtelse. Som en Job måtte Jesus have ønsket, at han ikke var blevet født og kalken var gået ham forbi. På den anden side fødes der et lys ud af mørket og døden, der som bristende violinbuer giver en ny tone, da  Jesus blev et med
verden langfredag. Jeg citerer her fra slutningen af digtet:

Ja han elskede Livet og Menneskene med en saadan Kærlighed,
at han fandt en Lindring i at nagles paa Hænder og Fødder
og begærede,
at alt det ham fjendtlige i det ufuldkomne Menneskeliv
skulde korsfæste ham.

Han var ét med Verden. Og Verden var ham
som én af hine kunstfærdige Violiner fra Cremona,
der maa briste for at faa den vidunderlige Tone.

Og Mesteren sønderflængede Verden med et Violinstrøg,
og den genlyder af hans Bue til den yderste Dag.

Men skønt Rabbien vidste dette,
tror jeg: han ensom i den kolde Nat paa Korset
har sænket sit Hoved og ønsket,
at hans Moder aldrig havde født ham.