Skærtorsdag (1. tekstrække)

13. april 2017 | Udarbejdet af Eva Thorgaard Jerg og Hans Chr. Magaard

Teologisk reflektion over helligdagen

Denne skærtorsdag har vi valgt at have ordet "fællesskab" som leitmotiv.
Fællesskabets udstrækning findes både i tid og rum. I tid, som da disciplene stadig holdt påskemåltid i overensstemmelse med forskrifterne fra 2. Mosebog (lektien).
I rum, når vi den dag i dag stadig kan samles omkring bordet. Ikke længere om det jødiske påskemåltid, men om nadverbord, om Guds søn, Guds lam, som gav os sig selv og gjorde sig til et med os, og som hver gang vi bryder brødet og drikker vinen, fornyer og bekræfter sit fællesskab med os.
Dét fællesskabets rum er ikke et eksklusivt rum for den enkelte, for der var ikke kun en forræder omkring bordet, men potentielt tolv. Derfor er ordene om syndernes forladelse heller ikke alene sagt til hin enkelte, men til dem alle, os alle, også dem vi ikke umiddelbart føler, vi har fællesskab med.
Endelig er der også tale om det eskatologiske fællesskab, når vi engang i tidens fylde skal samles omkring bordet med Kristus selv og drikke den nye vin. Når Gud bliver "alt i alle", hvad der må siges at være alt kristeligt fællesskabs endemål.
Prædikenen kunne moduleres over måltidsfællesskabet alene. Men man kunne også vælge at følge, hvordan det kristne fællesskab konstitueres på trods af alle odds og på tværs af alle menneskeskabte grænser.