2. søndag i fasten (1. tekstrække)

12. marts 2017 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

søndagen

Søndagens tema er anfægtelsen. Salme 42 anslår temaet: Guds fravær, søgen efter Gud. Gud er nærværende i søgen efter ham (Kierkegaard). Epistelen fra Thessalonikerbrevet fremhæver Guds krav til menneskene, kravet om "hellighed", det krav vi altid kommer til kort overfor.

Teksten ( Matt. 15,21-28)

Evangeliet om den kananæiske kvinde er egentlig en omvendt omvendelseshistorie: Det er ikke Jesus, der omvender kvinden, men kvinden, der omvender Jesus, ja på en måde sætter ham på plads.  Det er fortællingen om mennesket, der kæmper med Gud, en kamp, hvor nederlaget, det at give Gud ret, bliver til sejr, det at fange Gud i sine egne ord. Det er sådan set ikke kvinden, men Jesus, der skifter mening. Vi bestemmer selv, hvad for en Gud vi har. Sådan som din tro er, er din Gud. Historien er historien om det anfægtede menneske, om det menneske, der kæmper med Gud - og derigennem finder til tro.

Teologisk refleksion over helligdagen

"Her vises os, hvordan det er med vort hjerte i anfægtelsen. Som hjertet føler det, sådan stiller Kristus sig her. Hjertet tænker ikke anderledes, end at alt er nej, og dog er det ikke virkelig sådan. Derfor er det nødvendigt, at hjertet vender sig bort fra alt det, som det sådant føler, og med fast tro på Guds ord griber om og holder fast ved det dybt skjulte, hemmelige ja, som ligger skjult under og er mægtigt over dette nej. Sådan gør kvinden her. Vi må give Gud ret i hans dom over os, så har vi vundet og fanger ham i hans egne ord. Når vi mærker i vor samvittighed, at Gud kalder os syndere og fælder dom over os, at vi ikke er værdige til himlens rige, så føler vi helvede og mener, at vi er evigt fortabte. Hvem der kunne det, som denne kvinde kan, nemlig fange Gud i hans egne ord og sige: Ja Herre, der er sandt, at jeg er synder og ikke værd, at du er nådig mod mig, men alligevel har du lovet synderne, at du vil tilgive, og du er ikke kommet for at kalde retfærdige, men, som også Paulus siger, for at frelse syndere. Se således måtte da Gud på grund af sine egne ord forbarme sig over os." (Luther, prædiken 2. søndag i fasten 1525, WA 17 II, 200-2004, Luthers Skrifter i udvalg III, s. 361)