Søndag septuagesima (1. tekstrække)

12. februar 2017 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologisk reflektion

En konfirmandmor ringede i løbet af ugen. Hendes søn havde fortrudt, at han ikke havde meldt sig til konfirmations-forberedelse. Det havde været for uoverskueligt at forholde sig til, da han ikke var døbt.  Men de andre har jo gået til forberedelse siden august, og han kommer jo kun til at skulle gøre halvdelen af arbejdet. "Det er uretfærdigt". Der skal ikke megen fantasi til at forstille sig, hvad de andre konfirmander vil sige eller tænke: "Nu har vi...."

Samtidig kan de godt forstå eller fornemme, at vi ikke kun kan leve på og af retfærdighed. Det kender de fra deres forældre og andre, der holder af dem. Men som en klog herre siger, så er det let at elske sine venner, det gør hedningene jo allerede, svært er det at lade næstekærligheden gælde også for den, man ikke har forkærlighed for.

Lignelsen om arbejderne i vingården rejser et evigtgyldigt problem ved at lægge sig i krydsfeltet mellem nåde og retfærdighed. Retfærdighed er naturligvis uomgængelig. Der skal f.eks. være lighed for loven, men vi lever samtidigt også af nåde. Jesu lignelser nuancerer forholdet mellem nåde og retfærdighed; eller mere overordnet: forholdet mellem lov og evangelium. Det er en svær balance, men ifølge Luther er det teologiens vandmærke at kunne sondre ret mellem lov og evangelium. På den ene side skal hver af os gøre sit bedste, og vi skal tilstræbe retfærdighed, men samtidig lever vi ikke af retfærdighed men af nåde og barmhjertighed, og hvordan denne dobbelthed skal udmøntes er vores svære ansvar, både i den individuelle historie og i det fælles liv. For megen nåde kan føre til ligegyldighed og tab af autoritet, for megen retfærdighed fører let til rethaveriskhed, hvor enhver kun har blik på egne rettigheder frem for blik for det fælles.

Der er ingen lette svar, men lignelser at fortælle, der udfordrer og giver mulighed for, at vi kan se på vores liv og på hinanden fra et andet sted. Fra gudsrigets perspektiv. Fordi vi bliver set på med blide øjne, kan og skal vi se på hinanden med blide øjne. At tro på Kristus er selv at øve sig i at flytte perspektivet fra sin egen retfærdighed til gudsriget og anerkende og bekæmpe sin egen tiltagende blindhed.