22. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

23. oktober 2016 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologiske overvejelser

Det nødvendige fald.

Vi hører, at det er bedre at gå lemlæstet ind til livet end at redde sig selv. Ord er farlige, hvis de rives ud af deres kontekst. Jeg tænker på en af oldkirkens største teologer Origenes, der i det 3. århundrede kastrerede sig selv for at slippe for sit seksuelle begær: hellere gå impotent ind til livet end at kæmpe med sin splittelse. Ord kan perverteres, ligesom de på en ganske anden måde perverteres i dag, hvor kristendom kan misbruges til at holde mennesker fra livet.

En biskop prædiker ved Folketingets åbning og udskifter en samaritaner med en somalier. Det er nok til at forargelsen breder sig på kirkebænke. Hvad bilder han sig ind? Tillader nogen at kalde mig for en dårlig kristen. Politiserer han nu ikke lige lovlig meget og går oppositionens ærinde?

Nej, hellere gå helt ind til livet med al pænheden i behold, hvor andre bringes til fald uden at det anfægter nogen. Hellere glemme, holde op med at skamme sig eller anfægtes. Hvad skal vi med det? Vi kan jo ikke redde alle. Der må prioriteres.

Men det er jo os alle der rammes af ordene.  Hvem kan kalde sig en god kristen?  Der findes kun et sted i verden, der er helligt, troens sted, hvor alle er små og sjældent har så meget at rose sig af over for Gud. Troens ord i verden er det mest åbne sted, hvor alle kan være, hvor vi kan falde og rejses op, miste os selv og orienteringen og høre en stemme, der kalder. Men det sted bliver samtidig borte fra os som et fata morgana, bedst som vi tror, at nu har vi det. Nu er vi her. Nu er alt godt. For igen og igen spiller vi herrer og skaffer os selv rettigheder først - eller sparker nedad for selv at komme frem.

"Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg dig ikke." (Esajas 49; 15). Gud er trofast som en mor, der elsker sit barn eller som en hyrde, der tålmodigt holder fast i hvert eneste af sine får, selv det får, der har glemt alt, flokken og hyrden. Men hver gang vi griber for fast om Gud, så har Gud det med at forsvinde for os. Så ser vi kun vores eget spejlbillede, vores eget fald, vores magtbegær. Og hvem andre skulle minde os om en anden vej at gå end livets skaber, der kalder på alle men som kun er til for små.

Teksterne opererer inden for feltet "at falde", "at rejses op", "at miste sig selv", "at blive fundet". Det hele samles under den sidste lignelse om det forsvundne får som udtryk for Guds ønske om at finde hvert menneske, der er blevet væk fra flokken som fra sig selv.  Esajas beskriver Gud i billedet af en mor, der aldrig glemmer sit diende barn; men som ved al ordentlig trøst tales der med alvor, også om muligheden for at blive tabt for sig selv.