Alle helgens dag (2. tekstrække)

6. november 2016 | Udarbejdet af Eva Thorgaard Jerg og Hans Chr. Magaard

Teologisk refleksion over helligdagen

På en allehelgen kunne jeg tænke mig at prædike om forandringens mulighed og forandringens nødvendighed, inspireret især af Åbenbaringsteksten i 2. tekstrække om at det, der var, ikke er mere. Og ordene: "se, jeg gør alting nyt". Og ikke mindst af 1. tekstrækkes saligprisninger, der også er anført som mulig prædiketekst.

På bænkene sidder de, for hvem forandringen er aldeles konkret. Der er blevet en tom plads på bænken. Ja, måske har man flere. Døden er ensbetydende med forandring på mange planer. Også sorgen forandrer os.

For at understrege, at forandring også kan være synlig og håndgribelig - og at den ind i mellem sker på trods, har jeg et år til allehelgen givet menigheden et påskeliljeløg i hånden, når de kom til gudstjenesten. I gudstjenesten blev de opfordret til efterfølgende at plante løget på deres gravsted. For dem, der ikke havde et gravsted, havde graveren anlagt et bed på kirkegården, hvor løgene kunne lægges.

Påskeliljeløget er et symbol på grokraft og håb. Det håb, der kan være så svært at gribe og fastholde for dem, der sørger og savner. Løget blev en illustration af forandringens mulighed - og det at man skulle plante løget viste forandringens nødvendighed. Skulle løget igen blomstre måtte det i jorden.

Som Jesus, ligger også påskeliljens løg under jord hele den kolde vinter. Men kan vi vente til solen igen begynder at varme, vil vi se det forunderlige, at løget begynder at spire. Når vi overgiver vore døde til jorden, kan vi have samme fornemmelse af, at her ikke er mere liv tilbage. Ikke desto mindre går evangeliet om dødes opstandelse ud på, at forandringens mulighed er en realitet. En Guds realitet. Der er mulighed for liv. Ikke mere liv som vi kender det. Men et forandret liv, som også løget forandres - et nyt liv - hos Gud.

Sorg kan være som sådan et påskeliljeløg. Livet som sørgende kan føles vissent og tørt - hvad har man i vente? Som sørgende kan vi tro, at vi går under, at vi mister os selv, at vi går til grunde i vores sorg. Ofte fornemmer vi, er der mere nødvendighed end mulighed og fremtidshåb i de forandringer tabet af vore døde fører med sig.

Er der mere liv i vente til mig? kan vi spørge. Men Gud har lagt sin spirekraft i os, da Han gav os sit levende håb i dåbsgave. Vist er der mange lange mørke sørgedage. Vist kan det at skulle finde tilbage til en ny tilværelse igen og igen føles som at skulle bryde igennem en alt for frossen jord. Der kan synes alt, alt for længe til at vores hjerter kan varmes op af forårssolen.

Men løget forandres. Det bliver ikke ved med at være løg. Det løg, der har mistet sit liv i jorden skal få liv igen. Et anderledes liv. Men stadig helt og fuldt et liv. Og du har lov til at håbe på at det samme må ske for dig. For forandringens mulighed er lagt i os af livets Gud. Som et håb og som et løfte.