21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

16. oktober 2016 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

søndagen

Søndagens tekster handler om svigt, om her og nu, og at det hævner sig, ikke at kende sin besøgelsestid. Man kan dreje og vende det som man vil, det er domstekster, og der er ikke megen evangelium i de tekster. Evangeliet skal så ikke ligge i, at vi læser noget ind i teksterne, der ikke står der, dvs. omfortolker deres strenghed til blødsøden hyggekristendom, men på måde at svare på den alvor, der ligger i søndagen. Kollekterne taler med rette om anfægtelsen som det overordnede emne, alvoren viser sig på to måder: På den ene side som vores svigt, det er dommen efter gerninger, Johannesåbenbaringen dømmer dem hårdt, der lever et forløjet liv.  På den anden side er der skæbnen, nedarvet fra fædrene, kollektiv skæbne. Kollektiv svigt, der kan ramme en hel familie, et helt folk, ja hele menneskeheden - der skal ikke megen fantasi til at se aktuelle perspektiver i vores tid.

Teksten (Luk. 13, 1-9)

Prædiketeksten viser i sine to dele både den kollektive skæbne - og den individuelle skyld. Medens vi i vores vestlige kultur har en individualistisk opfattelse af skyld og straf, tænker Bibelen mere kollektiv. Det er hele folket der rammes både og  undergang og frelsen består også i at hele folket frelses.  Det andet eksempel med figentræet tillader dog også en mere individuel fortolkning, man får som forskyldt - og i dette eksempel får man endda - individuel en chance til. Nogen synes måske, det er en forældet betragtning, men at skæbne og skyld både er noget individuelt og kollektivt, er svært at afvise - i en tid, hvor vi kæmper for klodens overlevelse, er disse tekster mere aktuelle end i en tid, hvor man er præget af fremskridtstro og optimisme.

Teologisk refleksion over helligdagen

Hvor bliver evangeliet af i alt det her? I det svar vi giver! I anerkendelsen af svigt, af skyld, af fælles skæbne, man ikke kan rende fra. Kun hinsides denne anerkendelse er der håb om frelse, kun ved at anerkende Guds nej kan vi høre hans ja. En evangelisk prædiken kan i dette tilfælde kun være en - også kritisk - dialog med teksterne. En prædiken og en lovsang "på trods".