18. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

25. september 2016 | Udarbejdet af Jesper Stange og Mads Høck

Tekstrefleksion

Vores kristentro er ikke en forestilling men et forhold.

Ligesom jeg ikke forestiller mig en far, jeg har en far, således forestiller jeg mig heller ikke en Gud, jeg har en Gud.

Alle mennesker gør sig forestillinger om Gud. Selv ateister. Anselm indleder sit berømte ontologiske gudsbevis med citat fra en Davidsalme om Dåren, der siger i sit hjerte, at der ingen Gud er. For at benægte Guds eksistens, må han imidlertid have en forestilling om Gud. Det hører til forestillingen om Gud, at han er fuldkommen. Og det, der nu foruden at være forestilling tillige er virkelighed, er netop det allermest fuldkomne. Altså er Gud til.

Gudsbeviset overbeviser ligeså lidt som Erasmus Montanus bevisførelse for, at morlille er en sten. Vi føler da heller ikke nogen hellig forpligtelse til at føle os overbeviste.

Det, der gør det så befriende meget lettere at være troende end ateist, er ikke beviset men forholdet. Vi er fri for den byrde, det er hele tiden er at føle sig forpligtet på at forklare, hvad det er, vi ikke kan forestille os.

Vi hviler i vores forhold til den gode Gud.

Alle kan have en forestilling om at have en kæreste, men det er bedre at have et forhold. På samme måde er det langt bedre at have et forhold til den gode Gud en end nok så fuldkommen forestilling.

Troen er rigtignok også en tro på noget og ikke på hvad som helst.

Og selvfølgelig gør vi os også forestillinger. Men når det kommer til stykket, er det ikke forestillingerne, der gør os til gode kristne mennesker, men forholdet.

Man kan sammenligne gudsforholdet med familieforholdet. Gud skal vide, at familieforhold i sig selv giver anledning til mange forestillinger. Man behøver ikke være meget af en psykolog for at vide, at vi for eksempel vandrer rundt med fantasier om at gøre det af med vores fædrene ophav, så vi endelig kan blive os selv.

Men når det brænder på, er det bare ikke alt det, vi forestiller os, der redder vores skin. Det er det blod, som er tykkere end vand. Forholdet og ikke forestillingen.

Når det gælder vores gudsforhold skal vi også helt ind i privatsfærens terminologi for at finde ord for det.

Gud er vores far. Fader vor...

Og Jesus benytter faktisk et endnu mere symbiotisk billede på forholdet. Vi er som grenene på et træ. Jeg er det sande vintræ, I er grenene.

Vi har ikke bare et stamtræ, som kan forklare os den måde, vi hver især er særlige på, med de sjove gener, vi er arvinger til. Vi suger som forgreninger næring af den samme kilde som vinstokken Kristus.

Paulus beskriver sit livsprojekt som det at blive til intet for at Kristus kan blive til alt. Men vor Herre vil vel med dette billede af vores gudsforhold som vinstokken og dens grene sige, at vi allerede er af samme sort. To alen ud af et stykke.

I epistlen fra 1. Johannesbrev hedder det, at ingen nogensinde har set Gud men at den, der bekender, at Jesus er Guds Søn, bliver i Gud.

Ny Testamentes johanneslitteratur har beskrivelsen af vores forhold til Gud til fælles. Det er, når vi elsker, vi bliver ét med Jesus Kristus.

Det fortælles om den gamle evangelist Johannes, at han tilbragte sin alderdom på øen Patmos, hvor han brugte sin sidste tid på at forkorte sit evangelium. Da han var nærved 200 år og skulle til at dø kunne han rumme det hele i to sætninger. Han sagde hvis I elsker Gud men ikke hinanden, elsker I ingen, men elsker I hinanden, er det nok for Gud.

Legenden har det for sig, at vi når vores bestemmelse i kærligheden. Paulus ville sige, at endelig levede Kristus så i os - og ikke vi selv længere.

Vi kan måske reparere det nedslidte sprog om Guds kærlighed og vores, hvis vi kan slappe af fra alle vores forestillinger og bare hvile i et forhold. Som barnet i tillid til sine forældre eller endnu mere ureflekteret som grenen på sin stamme.