2. søndag efter helligtrekonger (1. tekstrække)

15. januar 2017 | Udarbejdet af Jesper Stange og Mads Høck

Tekstrefleksion

Kan vand blive til vin? Det kan det da. Det er det, der sker, når druesaft går i gæring. Druen suger væde fra stokken, modnes, man tramper på druen, og den brister. Saften løber af og forbinder sig med gæren, som sidder på skallen. Langsomt forvandles den ugærede druesaft til en stærkere drik. Vand bliver til vin.

Væsken er tilsyneladende den samme, men den har nu fået en ny og overraskende virkning. Druesaften indeholder spiritus.  

Det er der ikke noget mærkeligt ved. Det er ganske naturligt. Så Jesus er også naturlig. Han kan som vindruen forvandle vand til vin. Jesus er altså en vindrue.

Det lyder som det rene Erasmus Montanus. Logik for morlille: Når hverken stenen eller morlille kan flyve, må morlille ergo være en sten.

Men med billedet af Jesus som vindrue rører vi ved et af traditionens stærkeste billeder eller tegn, som Johannesevangeliet kalder vin-underet ved brylluppet i Kana.

Jesus er Guds lam, han er fårenes hyrde, han er vejen, vintræet og kvisten af Isais rodskud. Johannesevangeliet bruger billeder, når det udfolder den gåde, at Guds skaberord blev kød. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os og vi så hans herlighed... Dét skete, som ikke kan ske. Gud blev menneske. Og hvordan skal man forklare det, hvis man ikke tager billeder i brug?

Jesus er altså en vindrue. Det er et af kirkens ældste og mest dybsindige meditationsbilleder. Ligesom vindruen bristede under tryk for blot derved at forvandle sig til den langt stærkere drik, sådan bristede Jesus også under sine banemænds tryk men blot for at opstå i en skikkelse, hvis virkning man er akkurat lige så lidt herre over, som man er herre over spiritussens.

Det er netop dette billede eller tegn, som løfter Jesus ud af den prokrustesseng, vores forestillinger har lagt ham i. Det er med disse enkle og dybsindige billeder, vi bliver opmærksomme på, at der med Jesus er mere på færde end en ny etik.

Billedet af Jesus som vindruen har ikke haft det helt let de seneste par generationer.  I vores bedsteforældres tid skulle kirkeligheden kendes på mådehold og ædruelighed, og så man havde selvfølgelig sine problemer med at blive høj af forestillingen om Jesus, som ved sin død og opstandelse beånder skaberværket på samme måde som vinånden tager bolig i vinkroppen ved gæring. Og i vores generation har den samme vinånd så til gengæld taget alt for permanent bolig i vores åresystem. Hverken misbruget eller mådeholdet yder billedet retfærdighed. Begge dele drukner både sanselighed og styrke.

Når vand bliver til vin er det så ikke længere den tørstiges opgave at forbinde sig med det guddommelige. Det guddommelige eller ånden, spiritussen (som er latin for ånd, både vinånd og hellig ånd) har forbundet sig på det tætteste med os ved at blive en bestanddel af det, vi slukker vores tørst med.

Når vi først træder ind i dette billede, beruser det som den drik, det fortæller om. Det avler den ene gode idé efter den anden. Og den erfaring, at Jesu død ikke afsluttede hans virksomhed, ikke begrænsede den, men tværtimod betød, at troen bredte sig udover alle geografiske og religiøse grænser, forsøger dette billede af Jesus som vindruen at indfange. Han gik i gæring, og som vinen havde han sin virkning. Man kunne sætte grænser for hans jordiske liv. Og det gjorde man. Men man kunne ikke sætte grænser for den ånd, han levede og forkyndte sit rige i.

Spørgsmålet er altså ikke, om det kan lade sig gøre, at vand bliver til vin, men spørgsmålet er, hvordan man skal forklare den erfaring, at Guds Ånd virker i os, når vi fortæller om Jesus af Nazaret.

Og svaret er, at det er fordi Jesus er en vindrue.