14. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

2. september 2018 | Udarbejdet af Hans Vium og Poul Skjølstrup Larsen

Nyskabelse

Jeanette Land Schou: Søvn#10. 2003Hvordan definerer man det at være voksen? Hvori adskiller det at være barn sig fra det at være voksen? Mange punkter kan nævnes, bl.a. er det ikke særligt klædeligt, hvis man som vokser kaster sig ned i gulvet, medens man skriger og hamrer i gulvet, fordi man ikke får sin vilje. En mulig definition er, at man som voksen skal kunne tage ansvaret for egne handlinger. Man bliver sat fri til at handle, til at bestemme selv, men må derfor også stå til ansvar for det.

 Frigørelsen ved Betesdas dam sker gennem et spørgsmål, der samtidig er et kald. Vil du, tør du? Er du villig til at gå ud i livet, at tage livets flertydighed på dig? At handle efter din bedste overbevisning? At bære din egen vægt?

Når vi forlader båren kan vi ikke længere forfalde til barndommens uskyld. Vi må tage ansvaret for vores eget liv på os - både for det vi gør, og det som vi undlader at gøre. Når først kaldet har lydt, er det ikke længere muligt at få friplads til livet. Vil du? Det er et ansvar som nogle gange kan blive så tungt, at vi ikke selv kan bære det, hvorfor vi ønsker os tilbage til barndommens land, hvor det var tilstrækkeligt at sige: "det var ikke med vilje".

Evangeliets frisættende budskab er, at kaldet også indeholder tilgivelsens mulighed. Som i lignelsen om talenterne fordres det af os, at vi handler, at vi sætter os selv i og på spil. Vi fordres ikke over evne, men vi skal turde at bære vores egen vægt. Jesu spørgsmål er et kald, som giver mod til livet på ny og på trods. Lidt modsat et kort som engang hang på vores køleskab: "Never eat more than you can lift".