13. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

26. august 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologisk tanke

Octavian Neagu: Uden titel. 2000Umiddelbart kan det lyde som krukkeri, når Paulus i epistlen hævder om sig selv, at han er den største synder af alle. Nu stammer ordene fra Første Timotheus-brev, som af mange forskere ses som et pseudonymt brev, men tanken om at være den usleste af alle findes også i de store Paulus-breve. Tanken eller udsagnet har naturligvis sit ophav i kristologien. Som Kristus satte sig i den nederstes sted, skal den der følger ham ligedannes med ham. At være stor er at tage den nederste plads, og det henter alene sin argumentation i Kristus selv. Den visdom Gud nu har åbenbaret gennem Kristus og som slår klik i forhold til vores visdom og ambitiøse mødre, der ønsker sine sønner held i karriereudviklingen. Det vil sige opad og fremad! 

Men hvad vil det sige at være synder og sågar som Paulus at udråbe sig selv som den største synder af alle?

Ordet synd frastøder de fleste, fordi synd har haft en dårlig reklame og er blevet fortolket eller forbundet med sortsyn og glædesløshed. Det må der tales imod, fordi det er i forståelsen af synden af selvbevidstheden fødes. Der skal faktisk en stor selvbevidsthed til at sige som Paulus, at jeg er den største synder af alle. I stedet for at knække nakken og skamme sig til døde over sin fortid, så får det Paulus til at kunne stå frem som den han er med sin historie. Det er at vide, at han har betydning for Gud, at han har ansvar og frihed, men også at han er et særdeles fejlbart menneske.

I dag kæmper vi mod en biologisme, der mere og mere fratager os vores frihed ved at definere og reducere menneskelivet gennem vores biologi, men i kristendommen er mennesket skabt som et frihedsvæsen, som synder der både har ansvar men så sandelig også frihed og muligheder.

Og jeg vil slutte med et godt citat fra filosoffen Hannah Arendt i et brev til filosoffen og vennen Karl Jaspers,  der vækker til eftertanke, synes jeg:

Det onde har vist sig mere radikalt end forudset. Sagt hurtigt: De moderne forbrydelser er ikke forudsagt i Dekalog. Eller - den aftenlandske tradition lider af den fordom, at det ondeste et menneske kan gøre, kommer af egoistens laster; vi ved imidlertid, at det ondeste eller det radikale onde ikke længere har noget at gøre med sådanne menneskeligt begribelige, syndige motiver. Hvad det radikalt onde nu virkelig er, ved jeg ikke, men det forekommer mig, at det på en eller anden måde har at gøre med følgende fænomen: overflødiggørelsen af mennesket som mennesket. ( fra Schanz : Modernitet og Religion, side 69).

Det er kristendommens mulighed ind i denne verden af åndløshed og måletyranni at tale mod den nedværdigelse af menneskeværd, som vi oplever i stigende grad, hvor det enkelte menneske mere og mere mister sin frihed og sit menneskeværd, al individualisme til trods! Synden minder os om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad vi deler med alle andre.