9. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

29. juli 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologisk refleksion  ( Lukas 12; 32-48)

Peter Martensen: Tematisk multiplikation. 1994Lektie, epistel og evangelium har denne søndag fokus på frygt, som altid er et aktuelt tema. Jeg tror, jeg denne søndag vil gå en anden vej og knytte an til slutningsordene fra Lukas 12: "Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af." 

Kristentro synes i disse år at blive mere og mere abstrakt fra de fleste menneskers liv. Hvad skal man med kristendom, og hvad betyder det, spørger mange med rette? Vi ser mere og mere på den europæiske kultur som en træt kultur, der mest af alt minder om det franske foldboldlandshold, hvor enhver spiller med sin egen bold. I stedet skuer vi mod Kina og Østen, hvor en dynamisk kultur buldrer frem med evne til at omstille sig og med en dynamik, der er til at blive helt rundtosset af. Vi synes som en frygtsom lille hjord, der står med et rige, der synes at skrumpe ind - eller med ryggen til det hele. 

Men at læse Lukasevangeliet er også  at blive mindet om sine egne stærke religiøse og kulturelle rødder. Hvordan kristendom generationer efter generationer har kunnet fastholde en etik eller en fordring om, at mennesker er dybt forpligtede på  hinanden og på fællesskabet. Jo mere du har, jo mere skylder du andre; for alt, hvad du har fået givet, er ikke dit, men en del af den fælles verden, der er Guds. Det store ved kristendom er, at troen er noget ganske andet og mere end en moralsk forpligtelse. Fordringen om at tænke ud over sig selv er derimod knyttet til det Gudsrige, hvor vi kan erfare den nåde, at jo mere et menneske har at give, jo rigere kan et liv blive, da vi grundlæggende lever af at give. Gudsriget defineres ikke som et konkret sted, men der hvor det generøse liv folder sig ud mennesker imellem. 

William Shakespeare har en genial formulering i "Købmanden fra Venedig", hvor han bruger udtrykket den dobbelte nåde. Nåden velsigner dobbelt, både den der giver og den der får.

Der ligger en stor frisættelse og dynamik i de ord, som der er alt mulig grund til ikke bare til at blive mindet om, men at leve på og leve af.