7. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

15. juli 2018 | Udarbejdet af Eva Thorgaard Jerg og Hans Chr. Magaard

Teologisk refleksion over helligdagen:

Edvard Munch: Selvportræt mellem uret og sengen. 1940-42"En tid til at" ... og "en tid til at...". Sådan indledes gudstjenesten med Prædikerens bog. Men disse tider er ydertider. Det er tiden mellem disse to, der for alvor er interessant:  Mellemtiden.

7. søndag efter trinitatis er mellemtiden den vigtigste tid. Mellemtiden er forandringens tid, mulighedernes tid, håbets tid. Hvordan vi forvalter mellemtiden, siger noget om, hvem vi er som mennesker.

Vi lever i mellemtiden. Mens vi lever, ved vi ikke hvor meget af tiden, der er gået. Vi ved ikke om mellemtiden kun er en mellemtid eller om vi er ved at nærme os opløbet.

Vi lever i mellemtiden. Det gør vi også kristeligt talt. Vi lever i tiden mellem Jesu fødsel og Kristi genkomst. Det er den mellemtid, Jesus i dag sender disciplene ud i.

Der er det ikke kun let at leve i mellemtiden, siger Jesus. Der er masser at frygte. Men hele tre gange siger Jesus til disciplene og alle os, der skal leve i mellemtiden "frygt ikke". Og det kan Jesus jo sagtens sige. For hvad stiller vi op med vores frygt, vores bekymringer, al uvisheden og de mange spørgsmål og dilemmaer, som vi mennesker må leve med her i mellemtiden? Hvad er vores fortrøstning?

Det er, at det, der får ydertiderne til at hænge sammen, det, der kan give min mellemtid fylde og indhold og mening, selv når det ser meningsløst ud,  er den Gud, der har alle tider i sin hånd. Gud er med i mellemtiden. Han var der ikke kun ved al tids begyndelse og ved tidens ende. Gud er der i mellemtiden. For med Jesu fødsel, med hans liv og død gik Gud for alvor ind i tiden. Ind i vores tid. Ind i alle menneskers tid.

Når vi prøver at forlige os med den tanke, at Gud er med i, hvad der sker, kan det være, vi ender med at foruroliges ved Guds vilje. Med rette. For hvis Gud er med i min mellemtid - har Han så også indflydelse på den?

Gud er i mellemtiden. Det betyder, at uanset, hvordan vore dage end ser ud, så er de i Guds hånd. Han er med i dem, og ikke een af os falder til jorden, uden at Gud er med.

Det betyder så også, at vi ikke skal forvente en lod, en skæbne, der er bedre end Guds søns, for en discipel står ikke over sin mester. Så i den forstand er det den samme målstreg, vi lever hen imod: Døden. Og der er vel ingen af os, der forestiller os, at netop vi skulle gå fri.

Mellemtiden har været der siden al tids begyndelse. Sådan er det. Sådan bliver det ved med at være i al mellemtid, ind til al tid hører op. Men der, på den anden side af al mellemtid, folder Guds tid sig fuldt ud.