4. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

24. juni 2018 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen 

Hans Peter Feldmann: Zwei Mädchen. 1999 Søndagens tema er etik, det gælder både første og anden tekstrække. Der forkyndes lov, alvoren - og uden denne alvor bliver evangeliet meningsløs. Hvorfor skulle man dog have brug for tilgivelsen og nåden, hvis ikke man tager fordringen alvorlig ud fra det lidt platte synspunkt, at ingen er fuldkommen? Man skal både forkynde lov og evangeliet i deres radikalitet - Guds dom og Guds tilgivelse. Men man må ikke moralisere - det er at nedskrive både loven og evangeliet til det middelmådige, som om den etiske fordring var identisk med overkommelig småborgerlig moral og Guds tilgivelse en nåde under forbehold. 

Teksterne (5. Mos. 24,17-22;
Rom. 14,7-13; Matt. 5,43-48) 

Teksterne til søndagen kredser om det etiske, teksten fra Det gamle Testamente  fremhæver etikkens sociale aspekt - at værne om de svage og udsatte, en advarsel imod egoisme, nationalisme og griskhed, der ikke under andre noget. Teksten fra romerbrevet advarer at dømme hinanden. Den dom, man fælder over andre, falder tilbage på en selv, man skal feje for egen dør, stille krav til sig selv og være barmhjertig imod næsten. Evangeliet er bjergprædikens radikale budskab om fjendekærlighed. Også hadet imod gemenheden forvrænger et ansigt (Bertolt Brecht), der findes måske retfærdig harme, men had er en destruktiv følelse, der i sidste instans ødelægger en selv.  
 

Teologisk refleksion over helligdagen 

Kærlighed, har jeg engang læst hos Thorkild Bjørnvig, er fravær af væmmelse ved fysisk nærvær af et andet menneske. Den er altid så at sige på trods. Og når man siger til et andet menneske: Jeg elsker dig trods alt - så er det ikke en nedskrivning af kærligheden eller lidenskaben, som om man derved vil sige: Jeg elsker dig, en lille smule, men en lunken kærlighed. Tværtimod: Jeg elsker dig trods alt, det udtrykker lidenskab, dyb respekt for kærlighedens store under. Vi kender det med vore børn, vi elsker dem trods alt, selvom vi måske engang imellem har lyst til at smide dem i skraldespanden. Vi elsker dem alligevel, deri ligger kærlighedens storhed. Uden dette "trods alt" vil kærligheden kun være en flygtig følelse. Ja måske vil megen øm kærlighedserklæring vinde gevaldigt i troværdighed, om man ikke sagde: for evigt, indtil døden, men kort og godt: "trods alt"! Så ved man, at det er virkelig kærlighed. Al kærlighed er på en måde også fjendekærlighed - kærlighed trods alt.